Mission sker allerede i folkekirken

Danskerne siger et kæmpestort ”ja tak” til fællesskab, omsorg, åbenhed og nærvær i folkekirken. Når det praktiseres, er folkekirken allerede i mission.

Anton Pihl, formand for Landsforeningen af Menighedsråd, fortalte ved seminaret Mission Possible:

Der er en bevægelse fra Gud gennem inkarnationen i Kristus og videre ud i verden. Det har der været i 2000 år, så der er intet nyt under solen. Spørgsmålet er blot hvordan vi forholder os til det rent praktisk.

Vi gør det forskelligt. Nogle menighedsråd vil sige, at de har været optaget af mission meget længe. Andre vil sige, der er noget helt nyt: ”Panik, panik! Ring til Menighedsrådsforeningen!” Eller: ”Øv, endnu en opgave, vi skal arbejde med!”

Men sagen er, at vi allerede gør det – bare på forskellige måder. Hvad forstår vi ved at ”være” kirke og at ”gøre” kirke? Hvordan samtaler og handler vi i fællesskab med andre mennesker?

Nogle elsker mission så meget, at andre ikke føler de er inkluderet. Man kan også være så meget imod mission, at man kommer til at modsige noget meget centralt i kirken. Sagen er dog, at vi ikke kan undlade at forholde os til mission.

Der er nemlig noget vi er nødt til at forholde os til, nemlig at vi er kirke for folket. Vi har 70 procent af befolkningen som medlemmer. Men det vil sige, at der er 30 procent som ikke er medlemmer. I en undersøgelse fra Folkekirkens Uddannelses- og Videncenter i 2020 siger 88 procent af danskerne ”nej tak” til at Folkekirken skal missionere. Selv om 70 procent er medlemmer af den organisation.

Hvordan ændrer vi et ”nej tak” til et ”ja, selvfølgelig?” 86 procent sagde i undersøgelsen ”ja tak” til omsorg for syge og udsatte, 78 procent til at bevare kirkens traditioner, 76 procent til at åbne kirker til fx meditation. 66 procent ønsker nye gudstjenesteformer. Men kun 12 procent ønsker, at kirken skal missionere.

Vi får ikke problemer med at promovere en diakonal kirke, heller ikke kirkegårde. 86 procent synes nemlig, det er vigtigt at passe dem godt. Der er altså et kæmpestort ”ja tak” til fællesskab, omsorg, åbenhed og nærvær. Et ”ja tak” til en folkekirke med plads til tro, tvivl og tale om livets store spørgsmål. En kirke hvor man får lov til bare at være og høre til. En kirke, hvor man kan spejle sig som ung, som minoritet, som almindelig dansker…

Vi skal huske at tænke udadvendt, missionalt. Vi skal forstå den tid vi lever i og have mod til at gøre ting anderledes. Det skal være til at se, at alle er velkomne.

Når menighedsrådene taler om mission, hvad er det så, vi skal gøre mere af, så vi bliver relevante for flere og virkelig åbner os for mennesker? Og hvad skal vi gøre mindre af eller lave om på? Hvem skal vi følges med på vejen?

Der er ikke målbare mål for mission og diakoni. Her kan ingen komme med løftede pegefingre. Det sætter os fri til at kigge på den virkelighed, vi er midt i, og til at gøre noget, der skal prøves af.

Vi skal ikke være eksperter i alt, men i 100 år har der været specialister blandt alle os generalister. Vi skal blot blive bedre til at samarbejde.