Når Janice og Mads Jakobsen flytter til Mwanza opstår nye, spændende udfordringer
Man skal være omstillingsparat for at være med i Guds mission. Det gælder også for BDM. Missionsarbejdet i Tanzania har gennem årene udviklet sig, så der i dag som bekendt er en stor og levedygtig Brødrekirke i landet. Missionærer indtager derfor en anden rolle. Ikke som ledere, men som ligeværdige medarbejdere med aftalte opgaver.
Det indebærer fleksibilitet. Og det oplever vi lige nu ved at Janice og Mads Jakobsen efter syv år i Kipili flytter til Mwanza, hvor Bettina og Morten Poulsen netop har afsluttet deres toårige missionsperiode. BDM har også tidligere haft missionærer der: Ingrid og Jørgen Markussen.
Hver gang vi sender eller flytter missionærer, sker det i tæt partnerskab med den lokale Brødrekirke. Således indgik BDM en partnerskabsaftale med Brødrekirken i Vesttanzania i 2022. En aftale som i 2024 blev stadfæstet i et møde, og hvor kirken understregede deres ønske om missionærer i Mwanza, gerne for en femårig periode.
Det efterlader BDM med en ny udfordring i Rukwa-provinsen, hvor vi har meget arbejde, men for tiden er uden missionærer: I Kipili drives kursuscenter og bådmission og i Sumbawanga børnehjem, syskole, tømrerskole og bibelskole. Selv om vi er nødt til at spare 20-25 procent i vores budget ønsker vi at sende nye missionærer til Kipili, hvorfra man også kan tilse det vigtige arbejde i Sumbawanga.
Vi har slået stillingen op flere gange, men uden at finde det rigtige match. Det kalder på fleksibilitet. Vi må være forandringsparate. Se muligheder i udfordringerne. Rent praktisk handler det nu om at jeg som generalsekretær kommer mere ind over arbejdet, men uundgåeligt også at overlade et større ansvar til provinskontoret og de BDM-ansatte ledere for syskolen, snedkerskolen og børnehjemmet.
I missionspartnerskabets ånd har vi en åben kommunikation med provinskontoret og vil fortsætte partnerskabet i samme ånd, som søskende i Kristus, lemmer på Hans legeme, og sammen i Guds mission.
For sådan er det. Hvis man kigger på missionshistorien, så har der altid været skift og forandringer.
Man har sendt missionærer nye steder hen, og nogle gange til nye eller ændrede opgaver. Og nogle gange har man trukket sig tilbage, fordi opgaven er fuldført: Mission completed.
Sådan er det endnu ikke i BDM. Vi er et sendende missionsselskab og er derfor glade for at sende Janice og Mads til Mwanza. Vi er partnere med Brødrekirken i Vesttanzania og er derfor spændte på at se samarbejdet omkring Mwanza udvikle sig.
Missionsarbejde er altid i forandring. Og forandringen skaber udvikling, når nye udfordringer tages op og løses.