I Tanzania er intet vigtigere end relationer. Derfor er det vigtigt at møde hinanden ansigt til ansigt. Både online og ved jævnlige besøg. Mia og Michael Toldam Korsgård er missionærer i Sikonge, selv om de bor på Amager.
Kan man bo i Danmark og samtidig arbejde i Tanzania? Kan man være fraværende og samtidig så nærværende, at ens samarbejdspartnere ikke føler sig helt alene? Altså fjern og nær på samme tid?
Ja, det kan man faktisk med logistik anno 2025. Have faste møder over internettet. Rejse ud med jævne mellemrum. Og – ikke mindst – bede for hinanden.
– Vi beder jævnligt for vores venner og kolleger, både for arbejdet og når nogen står i en svær situation, for eksempel ved sygdom eller dødsfald i familien. Så sender jeg tit en skreven bøn via WhatsApp på telefonen, fortæller Mia Toldam Korsgård og tilføjer:
– Der er enkelte, som jeg skriver til, hvis jeg selv har brug for forbøn. Det kan på ingen måde erstatte et besøg, hvor man beder sammen, men det giver alligevel en fornemmelse af at dele liv og kunne “gå sammen”.
Svært at være væk i krise
Hvad med magtesløshed, når I på afstand ikke kan fixe et problem…
– Jo, man kan føle sig meget langt væk, når der er store ting på spil. For eksempel et vigtigt møde, man gerne ville have været med til. På den anden side er vores kollegaer der jo stadig, og det var aldrig os, der bar arbejdet alene – det har altid været en fælles indsats.
– Det er sværere at være langt væk i forhold til de private relationer, indrømmer Mia. – For eksempel da en god ven af os mistede en nær slægtning, eller da et nabobarn, der legede hos os dagligt, da vi boede i Tanzania, blev indlagt. Så ville man meget gerne kunne have været der fysisk for vores venner.
Men ellers fungerer det forbavsende godt at være missionær i Sikonge bosiddende på Amager, fortæller Mia Toldam Korsgård.
Videokald via WhatsApp
At sende bønner op til Gud er ikke den eneste kommunikation, der overskrider grænser. Også horisontalt skal der tilbagelægges enorme afstande. Og den form for kommunikation praktiserer Mia og Michel Toldam Korsgård flere gange dagligt til nøglemedarbejdere i Sikonge. Michael med hans assisterende leder på tømrerværkstedet. Mia med lederne på hospitalet.
– Vi har rigtig mange videokald online via WhatsApp, fortæller Mia. – De gange, hvor man ville rejse sig og gå ind på kontoret ved siden af og spørge om noget, tager man nu et videokald på telefonen. Og så har vi møder på Teams, hvor vi også kan dele og redigere dokumenter sammen.
Mia og Michael Toldam Korsgård kom tilbage til Danmark sidste sommer efter at have været udsendt som missionærer i Sikonge i tre og et halvt år. For Mias vedkommende er der ikke så stor forskel på opgaverne, da hun var på stedet og dem, hun nu varetager online, fortæller hun.
– Jeg arbejder egentlig ret meget som jeg gjorde før – med den lille forskel, at jeg nu fungerer mere som rådgiver. Det var også det, jeg oprindelig blev ansat til, men så blev jeg suget ind i arbejdet og endte med at blive fuldgyldigt medlem af hospitalets ledelse.
– Men nu er jeg rådgiver og taler jævnligt med overlæge Peter Songoro, generalsekretær pastor Nkumba, lederen af apoteket, modtagelsen osv. Jeg går ikke ind i personalesager om medarbejdernes trivsel og den slags længere, for det er de rigtig dygtige til at klare selv.
Digitale redskaber letter arbejdet
Michael Toldam Korsgård er på WhatsApp 10 gange hver dag – dels med den assisterende leder for workshoppen, Job Msogoti, og dels på kundemøder, hvor der stilles en iPad op i værkstedet, så han næsten er fysisk til stede.
– Vi har nogle digitale systemer, der gør det hele nemt. Michael kan på en app følge med i værkstedets daglige økonomi og lave pristilbud til de forskellige kunder. Og jeg kan se, hvor mange patienter, der er indlagt på hospitalet lige nu, hvad der kommer ind af penge, og hvor meget medicin, der er tilbage.
– Samtidig er det igen vigtigt med relationerne. Ved at være til stede online kan Michael også bruge tid på at hilse på nye kunder, tale med dem og på den måde bygge relationer.
– Selv ringer jeg også hjem til mine nære kollegaer på hospitalet nogle søndage for at hilse på deres familier.
Ligeværdige partnere
Mia Toldam Korsgård reflekterer over udviklingen af missionærrollen over de mere end 100 år, Brødremenigheden har arbejdet i Tanzania.
– Jeg vil tro, at det største skridt har været, at missionæren før i tiden var chef – der har f.eks. været danske biskopper i Vesttanzania –, til i dag, hvor missionæren arbejder i partnerskab med tanzanierne. Det er afgørende at kalde det partnerskab, for det er ligeværdigt. Jeg tænker på mig selv som kollega, partner, rådgiver.
Og en rådgiver er jo kun rådgiver og konsulent, ikke én, der styrer virksomheden, tilføjer hun.
– Når jeg er rådgiver, så betyder det, at jeg rådgiver på områder, hvor jeg kan noget særligt. Men mine kolleger kan noget særligt på andre områder, der er lige så vigtige. Vi arbejder som et team.
Bruger særlige vendinger
Vil de nogle gange sige til dig: Hør, det råd kan vi ikke bruge til noget!?
– Aldrig på den måde. Men det gjorde de heller ikke, da vi boede i Tanzania. Det forstår vi netop, fordi vi har boet i Tanzania. For noget af det, der er rigtig svært at få en tanzanier til at sige, er ”Nej”. Så man skal egentlig hele tiden være meget opmærksom på de ”Ja”, man får. Og det er jeg stadig. Man skal lave pauser i samtalen, og man skal aktivt efterspørge indvendinger.
Mia har nogle faste vendinger, hun bruger, for at fremkalde ærlige svar:
– Jeg stiller åbne spørgsmål, hvor de kan sige nej uden at sige nej: For eksempel: ”Er der andre måder, vi kunne gøre det på?” Eller: ”Vil folk blive overrasket, hvis vi gjorde det sådan her?” På den måde kan de svare: ”Ja, de vil nok blive overraskede!” Det er det samme som at spørge: ”Er det her kulturelt okay hos jer?”
Mia og Michael taler tit om, at grunden til, at det virker at være fjernmissionær på den måde, er fordi de allerede har opbygget relationerne. De kan sproget og har allerede boet og arbejdet der i flere år.
Prioriterer hjemmebesøg
Der er ikke noget i Tanzania, der er vigtigere end relationer. Og det er her, rejserne er så vigtige, fortsætter Mia.
– Når jeg er afsted, så har jeg selvfølgelig møder, hvor vi ser hinanden i øjnene. Men jeg tror egentlig, at noget af det vigtigste jeg laver, når jeg er tilbage i Sikonge, er tepausen på hospitalet. Når jeg er afsted, prøver jeg også at have tid til at besøge mine kollegaers familier om aftenen og besøge præsterne; jeg spiser et nyt sted hver aften. Så er jeg på barselsbesøg hos medarbejdere. Sidst var jeg på tre barselsbesøg.
– Og så er jeg på kondolencebesøg, hvor man besøger efterladte efter en afdød slægtning, hvis man ikke var med til begravelsen. Det er nogle ting, som er meget vigtige i tanzanisk kultur. Hvis nogen har fået et barn, er blevet gift eller har en slægtning som er død, så kommer man til deres hus og besøger dem. Så eftermiddage og aftener med hjemmebesøg er faktisk lige så vigtige som arbejdsdagene på hospital og værksted, især nu, hvor vi arbejder på afstand.
Forstå den kollektive kultur
Det er lige præcis her, kendskabet til kulturen kommer ind. Og det opnås ikke ved at rejse dertil nogle få uger ad gangen.
– Når man siger kultur, så tænker folk tit på sædvaner. Hvad spiser man? Hvad gør man til et bryllup? Hvordan går man klædt? Det er selvfølgelig også en del af kulturen. Men kulturen er jo også alle de der dybere strømninger. Måden man agerer på i forskellige situationer. Måden man kommunikerer på med sin krop. Og hele måden man grundlæggende forstår verden på.
– I Tanzania tænker man meget mere i kollektiver og fællesskaber, end vi gør i Danmark. Så man er grundlæggende mere til i kraft af ens plads i de større fællesskaber, end som individ. Det påvirker rigtig mange ting.
– Og så må jeg indrømme over for mig selv, hvor lidt jeg egentlig stadig forstår, selv om jeg har boet i Tanzania. Jo længere man kommer ned i lagene, jo mere indser man, at der er ting, man ikke forstår. Og den ydmyghed tror jeg er rigtig vigtig. For det gør, at man bliver ved med at forholde sig nysgerrigt og ydmygt til kulturen og sine samarbejdspartnere.