LONGREAD: Mission er at formidle evangeliet i liv, ord og handling. Men hvad betyder ordet egentlig, og hvordan indvirker det på formidlingen? Det har vi spurgt professor Morten Hørning Jensen om.
Vi ved alle, hvad evangeliet dækker – eller gør vi? Morten Hørning Jensen er blevet professor ved Menighedsfakultet med en afhandling, der afdækker ordets betydning for evangelisten Markus og for de første kristne, der havde Gamle Testamente som referenceramme.
Her betyder evangeliet et sejrsbudskab til samfundet om, at Gud har overvundet alle destruktive kræfter og fjernet det, der skiller mennesker fra Gud.
– Det er intet mindre end epokegørende, fortæller Morten Hørning Jensen. – For fra nu af behøver mennesker ikke komme til et fysisk tempel og ofre for at vinde Guds gunst. Tingene er vendt på hovedet, for nu kommer Gud selv til mennesket i Jesus Kristus, der betalte for menneskers synd ved sin død og er til stede hvor to eller tre samles i hans navn.
Hør Morten Hørning Jensen fortælle om evangeliets betydning i denne podcast (Husk at tillade cookies):
En budbringer
Vi møder Morten Hørning Jensen på Menighedsfakultetet i Aarhus, hvor han underviser. Skulle hans navn ringe klokker, er det fordi han er kendt for sit indgående kendskab til arkæologi i Det Hellige Land og har udgivet adskillige videnskabelige artikler om emnet.
Men nu gælder det et almindeligt kendt begreb, evangeliet, som han har studeret og forsvaret i en doktorafhandling på 500 sider.
– Selve ordet har to ting i sig, fortæller han. – Det ene er ordet for godt, ”ev” på græsk betyder godt, og så ”angelion” det kender vi lidt fra engel, ”angel” på engelsk. Så evangelium betyder ordret ”godt budskab”, lige som en engel er en budbringer, der forkynder noget godt.
Men i historisk perspektiv får vi mere kød på, fortæller den nyslåede professor:
– I Gamle Testamente er det et epokegørende budskab om nærhed til Gud gennem en sejr og en fornyelse af templet.
En by i krig
– Grundbilledet man kan se for sig, består i den ene side af en by. Byen er næsten tom, men ikke helt tom, og byporten er lukket. Og dem, der er tilbage udenfor (?) byens mure, det er dem, der kan bære et sværd. Indenfor byens mure (?) er der de gamle mænd, de unge drenge, mødrene, døtrene og de, der har et handicap.
– I den anden side af billedet er der to hære linet op over for hinanden. Alle byens våbenføre mænd står på den ene side, og så står den fremmede, indtrængende magt på den anden. Og lige om lidt skal de så til at kæmpe en krig. En krig, som uanset hvad der kommer til at ske på slagmarken, får en epokegørende effekt på byen. For når krigen er færdig, så vil en af to ting være sket. Enten vil den fremmede magt løbe byen over ende. Eller så vil byens hær have vundet slaget. Og da vil der fra slagmarken blive sendt den hurtigste unge mand afsted som et ilbud ind i byen for at forkynde: Vi vandt! Dette løb kaldes et ”evangelieløb”.
– Sejren indvarsler en ny epoke. Og det havde man et ekstraordinært stærkt ord for. Nemlig at forkynde evangeliet til byen, at der nu kommer lys og ikke mørke, nu kommer fred og ikke mere krig.
Et sejrsbudskab
I hvilken sammenhæng bruges ordet evangelium så i Ny Testamente?
– Grunden til, at de fire evangelier i Ny Testamente får denne betegnelse, er at det først skrevne evangelium, Markusevangeliet, bruger ordet tydeligt og i allerførste linje: ”Dette er begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn”. Han vil forkynde et eller andet.
Så hvad kan folk have tænkt, da han brugte det ord? Hvad kan han selv have ment? Det som kendetegner både Gamle Testamente og teksterne rundt omkring det er altså et sejrsbudskab.
Men Gamle Testamente er skrevet på hebraisk eller aramæisk. Og ordet evangelium er græsk, som Ny Testamente er skrevet på…
– Det hebraiske ord, der svarer til evangelium på græsk svarer er basar. Ordet bruges nogle steder om kong David, når han har vundet en stor sejr. Og så bruges det på en meget specifik måde hos Esajas, der transponerer det ind i Ny Testamente.
Gud udfrier sit folk
– Markus bruger et citat, der er hentet fra Esajas’ kapitel 40, hvor der står: Trøst mit folk, trøst mit folk, nu har de fået nok straf for deres skyld. Og så får profeten at vide, at der skal være en stemme, der råber i ørkenen, at Guds herlighed kommer. Og Guds herlighed betyder hans hævede arm, hans kraft, hans magt. Gud kommer som en kriger, der besejrer fordærvsmagten og udfrier sit folk.
Det er et ”genbrug” af den næststørste handling, Gud har gjort i historien, fortæller Morten Hørning Jensen, nemlig israelitternes udfrielse fra Ægypten.
– Det er helt tydeligt, at det er udfrielsestanken fra Ægypten, der ligger bagved. Men så sker der undervejs i denne genfortælling en transponering, ligesom når vi bliver træt af at synge en sang i et toneleje, og vi så hæver sangen en halv eller hel tone op i et nyt toneleje. På samme måde transponeres profetien op til den allerstørste sejr, Gud nogensinde har vundet, nemlig da han gjorde kaos til kosmos, mørke til lys og ingenting til liv, nemlig i skabelsen.
En ny skabelse
– Det er den her mægtige vision om, at alting skal være som skabelsens morgen, og så bliver det jo ikke bedre. Det er samme tone, vi har i Johannes’ Åbenbaring i Ny Testamente, der også slutter med en nyskabelse, at alting skal blive som i skabelsens morgen. Så det er ind i denne tone, der kommer et bud, en bestemt person, der skal løbe mod Jerusalem over bjergene med et glædeligt budskab om, at nu kommer Gud med kraft for at nyskabe og genoprette sit tempel. Det er evangeliet i Esajas-bogen.
Det var Jerusalem dengang, men hvad betyder det for samfundet herhjemme i dag?
– Ind i det billede, som er i Esajas-bogen og som Markus knytter an til, er vi altså oppe på den helt store klinge. Vi er oppe på, at det er Gud og hans godhed og retfærdighed, der driver historien frem og ønsker at tage os derhen, hvor alting bliver som i skabelsens morgen igen. Det er faktisk et perspektiv, som har meget større betydning end kun for en del af hjertet eller blot i kirken om søndagen.
– Vi har det måske lidt vanskeligt med en konge og magt, men hvis vi forestiller os et antikt samfund, skete det en del gange, at befolkninger var overgivet til despoter, hvor så ondskaben var kommet til magten. Så bliver det brutalitet på brutalitet, så bliver det et voldsregime. Men despoter og tyranner står over for den retfærdige konge. Og det er det billede, evangeliet rummer. Gud har som konge en myndighed og en kraft i sig, så når han regerer, bliver porten åbnet, for nu slipper byens indbyggere for at være bange for volden. Det er det perspektiv, den kristne tro lægger over livet.
To evangelietraditioner forenes
Hvordan skal vi så forstå de to retninger inden for evangelietanken, Guds riges evangelium og kors-evangeliet?
– Det er i virkeligheden en stor ulykke, at vi har fået traditioner, der nemt går skævt af hinanden. Men de to sider smelter altså sammen i Markusevangeliets fortælling. Jesus kommer først som Guds kriger og forkynder Guds rige, retfærdigheden og godheden og vender mørke til lys. Der kommer mad i ørkenen, de blinde bliver seende og de lamme begynder at springe rundt! Det er alt sammen evangelisk.
Og så går det mod centrum, i byen Jerusalem. Det går mod en død, som får en effekt ind i det allervigtigste i forhold til at være tæt på Gud, nemlig templet. Jesus død på korset og templet hænger sammen, og begge har med Guds rige at gøre. De to ting smelter sammen i hans liv, død og opstandelse.
Templet i fokus
Hvad har kors og tempel med hinanden at gøre?
– I udgangspunktet er korset blot en romersk henrettelsesmetode for oprørere. Så hvis ikke Markus lægger en tolkning ind, betyder det bare, at Jesus henrettes som en gemen oprører. Men det er så det, han gør; Markus sætter Jesu død i relation til templet.
– Da Jesus kommer til Jerusalem, går han først ind og ”renser” templet, når han vælter købmændenes boder. Så vil de have ham slået ihjel. Da han holder sin sidste tale, sidder han over for templet og siger, sten på sten skal ikke lades tilbage. Og da han så bliver forhørt ved ypperstepræsten, så er den anklage, de bringer, at ”du vil rive templet ned og bygge det op igen tre dage efter”.
Så Jesus siger, at der kommer til at ske noget med templet. Og Markus viser, hvordan det, at Jesus nu er på vej til at dø, har at gøre med, at der skal ske et eller andet med templet. Så vi venter i spænding, hvad har det så med templet at gøre?
Tingene vendt på hovedet
– Dér på korset sanktionerer Gud så det offer, eller den død, Jesus lider, ved at flænge forhænget i templet øverst til nederst. Altså ovenfra og ned, fra Guds position til vores position. Så Jesu død bevirker, at templet omorganiseres. Forhænget flænges sådan, at der nu kommer en ny ordning for, hvordan Gud kan være til stede blandt mennesker.
Og det forhæng, det var ligesom det, der adskilte det allerhelligste fra det almindeligt hellige, hvor præsten kunne gå ind hele tiden, men i det allerhelligste kun én gang om året.
Derinde var pagtens tavler med de ti bud, derinde var Guds nærhed…
– Ja. Og den adskillelse, den hierarkiske struktur, vendes nu på hovedet. Så forhænget, adskillelsen, flænges på en måde, så det ikke kan lukkes igen. Og da graven så også er ”flænget”, så at sige, er der åbnet ind til det sted, hvor Jesus lå opstandelsens morgen. Så siger den unge mand, englen, til kvinderne ved graven, at de skal gå til Galilæa, og dér skal de se ham.
Hvad betyder det?
– Det møde, man før havde ét sted, bliver nu decentraliseret. Det er ligesom regeringens udflytningsreform. Nu kan man gå til Galilæa og se ham. Nu er han til stede, hvor to og tre er forsamlet i hans navn, i menigheden. Så dermed bliver Jesu død en fødsel, menighedens fødsel.
Epokegørende nyheder
Men hvad betyder denne evangelieforståelse for missionsarbejdet?
– Hvis vi går til Paulus’ breve, så beskriver han sig selv som rejsende i evangeliet. Han var indhyllet i evangeliet; han så simpelthen sig selv som en evangeliebudbringer. Og det har alt med mission at gøre.
– Evangeliet er de epokegørende nyheder om, at Gud ikke har forladt verden, men at han ønsker at være os nær gennem det omorganiserede tempel, gennem menigheden og gennem bølger af godhed og fornyelse på vej mod skabelsens morgen, som vi ønsker skal ske allerede nu, og som vi har et løfte om kommer til at ske på den yderste dag.
– Så mission er i høj grad ligesom evangeliet den store klinge. Den har et centrum i forkyndelsen af Jesu død og opstandelse, og så har den ringvirkninger, som har med hele livet at gøre. Og heldigvis har vi mange eksempler i missionshistorien på, at ord og håndens gerning har udfoldet sig uadskilleligt.
Folkemord i et kristent land?
Desværre har vi også eksempler på, at det ikke er sket, og det har haft nogle dramatiske konsekvenser, fortæller Morten Hørning Jensen.
– Nogle steder har man bare forkyndt evangeliet om syndernes forladelse, men ladet uretten ligge i samfundet, som fx i Rwanda, der var det mest gennemevangeliserede sted i hele Østafrika dagen før det store folkemord. Så det var altså to kristne stammer, der havde et had til hinanden, og hvor den ene så tog magten og massakrerede den anden.
– Hvordan kan det lade sig gøre? Jeg hørte i Cape Town fra lederne af forsoningsarbejdet dernede sige, at det var fordi, det var et evangelium, som var defekt. Et evangelium om syndernes forladelse, hvor man altså ikke havde foranstaltet forsoning mellem mennesker. Og så kunne det altså ligge som glasur over det had, som skulle have været adresseret.
At elske Gud og næsten
Morten Hørning Jensen konkluderer:
– Så den vision, vi står i, både der hvor vi er og bor og lever og hvor vi sendes hen, det er den store Esajas-vision om Guds riges komme og templets fornyelse, Guds nærvær og Guds retfærdighed.
– Det betyder, at når vi træder ind i evangeliet som det, vi ønsker at leve i, så lever vi i det dobbelte kærlighedsbud, at elske Gud og elske næsten. Det modsvarer korsets diagonaler, det lodrette og det vandrette. Altså vi kaldes hver søndag og alle ugens andre dage i øvrigt til at lytte til Gud, elske ham med alt, hvad vi har i os, men så også vores næste som os selv.
– Vi har måske nogle søndage, hvor vi bare har lyst til at sidde og lytte og så gå hjem igen. Men måske kunne vi også tage den vandrette side med og lade os prikke lidt til: Hvad betyder det for dem, jeg kan se lige rundt omkring mig? Eller der, hvor jeg bor derhjemme? Hvordan går det ind i mit liv og mine prioriteringer? Hvad gør det ved mit hjerte? Blødgør det mit hjerte?
– Det er livskampen: Hvordan kan vi få blødgjort hårdheden i vores hjerter til at se nøden rundt omkring os?
Lyt til en podcast med Morten Høring Jensen her: www.bdm-dk.dk/podcast