Den næste måned får Peter’s House hjælp til administration, mens syskolen bliver genåbnet med tømrerskolen som nabo.
Janice og Mads Leung Jakobsen og deres lille søn Logan er tilbage i Kipili, Tanzania – dog ikke helt. De skal nemlig bo i Sumbawanga en kort periode. Og det er der tre helt særlige grunde til.
De skal hjælpe Neema Mwakapakula med at komme godt ind i opgaverne som ny leder af børnehjemmet Peter’s House. De skal være med til at genåbne syskolen, som lukkede på grund af Corona-pandemien. Og så skal de føre tilsyn med flytning af tømrerskolen fra Peter’s House til syskolen i netop Sumbawanga.
Det fortæller de to missionærer i deres seneste nyhedsbrev.

Hjælp til administration
Vi har bedt dem uddybe de tre opgaver. Først om hjælp til Neema, som begyndte at arbejde i Peter’s House den 1. oktober 2024.
– Neema er fremragende til at passe børnene og holde kontakt med deres skoler. Hun har dog oplevet udfordringer med computeren, og her har Mads hjulpet hende med blandt andet at holde styr på børnehjemmets udgifter i Excel og rapportere til kirkelederne og til BDM, fortæller Janice.
En af volontørerne, Sofie Jensen, har også været en stor hjælp for Neema i at bruge en computer.
– Vi ser, at Neema udvikler sine færdigheder i det administrative arbejde, fortæller Janice.

Genåbner syskolen
Janice og Mads bliver i Sumbawanga indtil begyndelsen af marts. Her skal de også være med til at genåbne syskolen, som måtte lukke på grund af Coronapandemien i 2022.
– Takket være de mange givere, er syskolens kollegier næsten færdige. Peter Kasama har sammen med sine tidligere elever fra Tømrerskolen lavet møblerne. Sylæreren, Tukulamba Mwakaniemba, ankommer fra Mbeya i denne måned. Vi forventer 16 elever, som skal lære at sy og kunne forsørge sig selv og deres familier, fortæller Janice.

Flytter tømrerskolen
Og netop tømrerskolen flytter de ca. 2 kilometer fra Peter’s House til kirkens grund i Sumbawanga – en opgave, som Janice og Mads følger tæt:
– Tømrerskolen flytter til området Majengo, hvor også syskolen ligger. Takket være BDM’s støtter vil tømrereleverne kunne nyde et mere rummeligt klasseværelse og bedre sovesale, fortæller Janice og tilføjer:
– Senere på måneden forventer vi, at 16 elever ankommer for at lære tømrerfaget, der forhåbentlig vil gøre dem i stand til at forsørge sig selv og deres familier.
Alt i alt ser det ud til at Majengo i Sumbawanga vil blive ved med at være et væksthus for unge iværksættere.