Folk og lande bliver truet på deres eksistens. Også herhjemme oplever vi sorg, modgang og krise. Men Messias blev født med håb. Det folk, der vandrer i mørke, skal se et stort lys, lovede profeten.
Andagt af Arngeir Langås, generalsekretær
Julen er så smuk her i det høje nord. Det mørkner tidligt, og så varmer vi os ved syn af lys overalt. Lyskæder på parcelhusene, adventsstjerner i vinduerne, måske stearinlys i stuerne.
Når vi hører profetien fra Det Gamle Testamente, om ”det folk, der vandrer i mørket”, så kan vi koble det sammen med vores sanseerfaringer fra egen vandring i mørket her i den mørke tid, på vej ud med hunden, på vej hjem fra butikken eller fra arbejdet. Vi kender til det at vandre i mørket.
Men profetens ord handler om en anden måde at vandre i mørket på. En kollektiv krise. Et helt folk i modgang og forvirring. Det jødiske folk, som disse ord først var talt til, var truet af aggressive politiske fjender. Deres eksistentielle tryghed var i fare. Havde Gud forladt dem? Han havde jo lovet at være med dem, beskytte dem. Hvad skulle de gøre?
Denne erfaring kan mange genkende i deres eget liv i dag. Nogle lande og folkeslag oplever deres eksistens truet her og nu. Våben, aggression, respektløshed, grådighed, rovdyrets mentalitet; disse onde kræfter tager liv, tager nattesøvn, tager glæde fra millioner.
Også i trygge omgivelser kan andre igen opleve et knugende mørke. Måske er det sorg, savn, en livskrise, følelsen af modgang eller af at være alene med forvirrende tanker.
Midt ind i israelitternes mørke talte profeten trøstens ord, om at ”de skal se et stort lys.” Ja, ”lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.”
Esajas havde den umiddelbare nødsituation i tankerne. Ordene fungerede som en trøst, et løfte, men også som en fremtidsvision. For profetien drejede sig også om Messias, den evige Guds frelserkonge, der skulle skabe fred og lys en gang for alle.
Opfyldelsen af denne profeti ser vi kristne i Jesus. Han er Messias, tror vi. Opfyldelsen sker, da han bliver født under Betlehemsstjernen den mørke julenat. Han oplyste forældrenes hjerter dér i stalden og bragte glæde med sit liv. I ham besøgte Gud sit folk. Håb og retning bragte han med sig, hvor han gik. Han inviterede til at komme med i hans følge, at følge ham og blive del af et håbets og lysets folk.
Selv om vi alle på en måde vandrer i mørket, på grund af vores egen synd og den synd, der rammer os, så skinner lyset alligevel for alle os, der bor i mørkets land. Verdens lys oplyser hele verden, og lyset i Jesu øjne slukner aldrig. Han giver klarhed, varme, håb, retning.
Lyset besejrer mørket, når det tændes. Det kan tændes overalt. Vi har selv del i lyset og kan tænde lys, hvor og når det falder os ind. Og vores fremtidsvision er, at selv om vi vandrer i mørket, så bliver det ikke ved.
Lyset er der. Lyset kommer. Lyset – Jesus – skinner i mørket.