Kvinder samlede ind til børn med handicap i Palæstina

Den Økumeniske Kvindekomité overrakte 36.000 kroner til etableringen af et rekreativt udendørsområde på Stjernebjerget i Ramallah, som BDM støtter.

Brødremenighedens Missionsfest i Christiansfeld den 5. maj, bød på en særlig overraskelse. Midt i eftermiddagens program trådte to kvinder frem med en stor check i mere end én forstand. Stort format og stort beløb.

Sissel Madsen og Kirsten Gubi overrakte en check på 36.000 til Brødremenighedens Danske Missions (BDM’s) arbejde på Stjernebjerget i Ramallah på Vestbredden. Med pengene kan centret realisere en drøm om at skabe et udendørsområde, hvor børn og unge med handicap i den friske luft kan modtage terapi, udvikle sig personligt og deltage i fælles aktiviteter.

Sport, dans og terapi

Desværre har personer med handicap på Vestbredden sjældent mulighed for at deltage i leg og sport udendørs, fordi der ganske enkelt ikke er mange udendørsrum i naturen på Vestbredden. Læg dertil at personer med handicap ofte er udelukkede fra samfundet på grund negative holdninger til deres evner.

Målet med projektet er at etablere et skovområde, der vil give børn og unge med handicap mulighed for at deltage i sport, akrobatik, traditionel dans, kunst, underholdning og lignende. Skovområdet vil også fungere som et sted for terapeutiske forløb såsom tale-, fysio-, ergo- og psykosocial terapi.

Hjælp til et værdigt liv

“Stjernebjerget” er et rehabiliteringscenter med omkring 90 børn og unge og 20 medarbejdere, både kristne og muslimer. Centrets mål er at give personer med handicap et værdigt liv. Bag arbejdet på Vestbredden står den verdensomspændende Brødrekirke, som Brødremenigheden og dermed BDM hører under.

Pengene fra Den Økumeniske Kvindekomité blev samlet ind under Kvindernes Internationale Bededag den 1. marts 2024. Den store check med de 36.000 kroner blev overrakt til BDM’s generalsekretær Arngeir Langås af Sissel Madsen og Kirsten Gubi, begge fra de økumeniske kvinders afdeling i Brødremenigheden i Christiansfeld.