Brøndboringer, kirkebygninger, teologisk træning og redskaber til evangelisation er blot nogle af de tiltag, som Bettina og Morten Poulsen på blot to år har hjulpet Brødrekirken med i Mwanza.
Forestil dig, at du er nødt til at gå med en vanddunk på hovedet over tre kilometer ad en støvet sti ned til et vandhul for at hente vand, der endda er beskidt.
Sådan så hverdagen ud for familier i Ngogo og de omkringliggende landsbyer, fortæller Bettina og Morten Poulsen i deres seneste nyhedsbrev. Men nu er billedet et andet:
– I stedet for den lange tur til det grumsede vand går du nu til den nye vandpumpe i landsbyen. Du pumper et par gange, og det klareste, koldeste og friskeste vand strømmer ud. Det er rent, det er sundt, og der er rigeligt af det! En lille ændring, der betyder en verden til forskel for ca. 1600 mennesker.
At løfte de lokale
Morten og Bettina Poulsen har i to år været dybt involveret i moderne missionsarbejde, dvs. bidraget med deres organisatoriske evner og bygningserfaring i tæt samarbejde med Brødrekirken i Mwanza-provinsen.
Og netop det at kunne bidrage i en større helhed, er en stor tilfredsstillelse, fortæller parret i dette interview efter hjemkomsten:
– Det, der rørte mig mest ved afskedsgudstjenesten, var de mange vidnesbyrd om, at vi har været med til at løfte de lokale. Det er jo vigtigt: Hvad står de tilbage med, når vi er taget afsted? For to år er jo ikke så lang tid. Så derfor skulle alt det, vi havde gang i, være noget, tanzanierne kunne føre videre.
Hvem vil være missionær?
Det illustrerer en ny og tidssvarende måde at være missionær på.
– Jeg har det lidt svært med ordet missionær, for vi rejste jo ikke ud for at prædike og evangelisere, fortæller Morten. – Men når ordet i virkeligheden betyder at være udsendt til en opgave, føle jeg mig straks mere hjemme. Så har vi jo været et slags konsulenter for arbejdet i den tanzaniske kirke.
– Ja, og så er det jo mere bæredygtigt, supplerer Bettina. – Kirken er i fuld gang med at forkynde og evangelisere, men mangler penge og hjælp til at reparere eller udvide kirkebygninger, skaffe rent drikkevand i landsbyerne, organisere bibelundervisning for interesserede i området. Det er vi så gået ind og har hjulpet med.
Guds ord til alle
Ja, du Bettina har blandt andet arrangeret en slags mobil bibelskole ved at udruste præster i at undervise efter konceptet Theological Education by Extension (TEE). Hvordan har du det med at teologi er blevet hvermandseje på den måde?
– Jeg elsker det. Jeg synes, det er så vigtigt, at bibelviden ikke kun er noget for de særlige heldige eller særlige uddannede. Guds ord er jo til os alle sammen!
Og når Ordet først er sået, så vokser det:
– Mennesker kommer til tro og kristne får lige pludselig får lyst til at læse i deres bibel. Præsterne skal til at dygtiggøre sig og synes, at det er faktisk ret fedt at skulle undervise lidt dybere.
Morten supplerer:
– Det skabte også fornyet enighed i den lokale menighed, fordi man nu var fælles om at uddanne en gruppe lægfolk i teologi. Jeg synes også, det er jo vældig sundt, at flere i menigheden er velfunderede i Bibelen, så det ikke er præstens ord alene, der gælder.
Undervisning gennem dialog
Har der også være udfordringer med teologiundervisningen?
– Ja, undervisningen lægger op til spørgsmål og dialog, og det er nyt for mange. For dels har præsten traditionelt set alle svarene, og dels er deres skolegang mest baseret på udenadslære. Så eleverne skulle vænne sig til, at de gerne måtte have egne holdninger til teologiske spørgsmål.
Præsterne skulle også vænne sig til at besvare spørgsmål. ”Hvad skal jeg gøre, når eleverne stiller et spørgsmål, jeg ikke har et svar til?” spurgte en af præsterne Bettina.
”Så kan du for eksempel sige, at det har du ikke svar på, men at du gerne vil undersøge det,” foreslog jeg. Altså: Der er ikke noget forkert i ikke at have svar på det hele. Det er faktisk bedre at tage tid til at finde det rigtige svar end at finde på sit eget svar.
Kirken fik et boost
Hvor Bettina har stået for indhold, har du Morten mere taget dig af rammerne.
Hvad sidder du tilbage med, Morten?
– Den første tanke er, at det kan virkelig nytte at være udsendt i to år. De ting, vi har udrettet på så kort tid, har virkelig gjort en stor forskel. Kirken har fået et boost. For eksempel når en gammel kirke blev udvidet, så den kunne rumme alle medlemmer. Og så se kirken fortsætte med at vokse, fordi de nu har et godt sted at samles.
Det var også Morten, der fik idéen med ”Evangeliet på Hjul”, supplerer Bettina om en ladmotorcykel, der kører ud i landsbyerne med Jesus-film. Når ladmotorcyklen ikke er på missionstur, tjener den penge ved almindelige transportopgaver, så der er økonomi til evangelisation.
– Ja, jeg vågnede en morgen med denne idé og på fem minutter havde jeg skrevet den ned. Det oplevede jeg helt klart som Guds ledelse, fortæller Morten. – Det viser, at man skal være åben for nye indfald. Selv en praktisk mand som mig!
Magiske sekunder
Indhold og rammer er gået op i en højere enhed i de to år, Bettina og Morten har været udstationeret i Mwanza. Som når en landsby ikke blot får en større og bedre kirke, men også får bedre adgang til vand.
Og her er brønden i Ngogo et rigtig godt eksempel:
– Et af de helt store øjeblikke for mig var de der magiske sekunder, inden vandet begyndte at komme. Jeg holdt vejret, for brønden var kulmination på en lang proces – helt fra afsøgning af firmaer, udfører opgaven, til vandkvaliteten: om det nu var salt eller ferskvand, vi ramte i undergrunden.
– Men så blev det hele forløst på to sekunder. Vandet strømmede ud, det rene, klare, friske drikkevand. Nu var landsbyens 1.600 indbyggere fri for at gå den lange vej til vandhullet, men i stedet gå hen til vandpumpen og hente rent vand til at drikke og lave mad af.
Følg drømmen
Nu er Bettina og Morten så hjemme i Danmark og har bosat sig i Vejle-området. Spørgsmålet ligger lige på tungen: Kunne I tænke jer på et eller andet tidspunkt at rejse ud igen?
– Det er bestemt ikke udelukket, siger de begge i kor.
Hvad vil I råde andre til?
– Hvis man drømmer om at rejse ud og gøre en forskel, så tag handling og undersøg de muligheder, der er. Lad det ikke blive ved drømmen, siger Morten og Bettina fortsætter:
– Ja, og så skal sætte sig ind i kulturen, lære så meget af det lokale sprog som muligt, og omgive sig med gode samarbejdspartnere. Her har det været dejligt at have et missionsselskab i ryggen og en lokal kirkes ledelse og medarbejdere at gøre tingene sammen med.