Edouard Nsengiyumva ved, hvad det vil sige at være flygtning. Som formand for Brødrekirken i Burundi ønsker han at kirken skal være et sted med fred og tryghed for alle sårbare mennesker.
Edouard Nsengiyumva flygtede som lille under borgerkrigen i Burundi for 50 år siden. Omkring 20 år senere vendte han tilbage efter ophold i flere flygtningelejre i det nordlige Tanzania. I dag er han formand for Brødrekirken i Burundi og har passion for at flygtninge må opleve fred, trøst og fællesskab i kirken.
– Flygtninge er jo flygtninge, fordi de har måttet flygte fra fjendtlige omgivelser. Ikke frivilligt men under tvang. Simpelthen for at overleve. Og for om muligt at finde et sted med fred, et miljø, hvor de kan se sig selv, leve og trives med deres børn og familier, siger Edouard.
Flygtede til fods
Det er kirken kaldet til at sørge for, pointerer han.
– Her i kirken skal de finde fred. Her skal de være trygge. Og her skal de være omgivet af mennesker, der kerer sig om dem og trøster dem i deres sorg. Det er fællesskabets opgave.
Du er selv flygtning?
– Ja, jeg flygtede sammen med min familie fra Burundi i 1974 – for over 50 år siden. Mine forældre måtte træffe en meget drastisk beslutning på vegne af mig og mine fem søskende og flygte over grænsen til Tanzania. Jeg har senere fået at vide, at vi alle sammen flygtede til fods, indtil vi ankom til en af de store flygtningelejre i det nordvestlige Tanzania.
Måtte flygte gang på gang
Det blev til mange flytninger. En måned her, tre måneder der. Først til Kibirisi, så Pangale, så videre til Ulyankulu, hvor familien bosatte sig mere permanent.
– Men så blev vi ramt af oversvømmelser. Så nu måtte vi flygte igen – denne gang til Mishamo. Da gik jeg i 3. klasse, fortæller Edouard og fortsætter:
– Jeg husker at vi denne gang var landet i en flygtningelejr under FN’s flygtningeorganisation UNHCR. Her fik vi megen hjælp fra internationale hjælpeorganisationer, bl.a. fra Danmark.
Først for over 20 år siden – i 2013 – kunne han vende tilbage til Burundi sammen med sin familie.
Tryghed – ikke falske løfter
– I Tanzania havde vi stiftet bekendtskab med Brødrekirken. I Burundi mødte vi andre flygtninge som var ankommet året før. Sammen fandt vi ud af, at der også var en Brødrekirke i landets nordlige del. Dem slog vi os sammen med og dannede en fælles Brødrekirke for omkring 20 år siden. Så nu er vi forenet i én kirke.
– Her lægger vi vægt på, at der er system i tingene. Der er orden i organisationen med stift, provstier og sogne med kirker og nye missionsområder. Vi lægger vægt på sakramenterne dåb og nadver. Og vi sikrer at folk er trygge fordi de ved, at der er styr på tingene med regelmæssige gudstjenester og undervisning for børn, unge og voksne.
– Tryghed er vigtigt. Det ved jeg som flygtning. Der skal være fred, stabilitet og et omsorgsfuldt fællesskab. Og ikke falske løfter om mirakler og økonomisk gevinst, som visse kirker kører frem med. Nej, vores fokus er Kristus. Vi har vores øjne rettet mod korset.
Vores herre er et lam
Edouard Nsengiyumva fortsætter:
Vi holder fast i vores motto: Lammet har sejret; lad os følge Ham! Vores herre er ikke en løve, men et lam. Han er ikke en stærk leder, der tvinger os til at følge ham. Han er et ydmygt lam, der kalder os til efterfølgelse. Han sagde: ”Kom til mig, alle I som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. For jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.”
– Sådan er kirkens herre. Og sådan skal vi også være som ledere. Ydmyge og tjenende. Det er vores kald. Og så kan det godt være, at miraklerne sker, og at kirken vokser og klarer sig godt økonomisk. Det er fint. Men det vigtigste er vores indre værdier. at vi som ledere og hele kirken er værd at følge. Fordi vi ligner Kristus. På den måde bliver vi et godt åndeligt hjem for flygtninge og andre som søger tryghed og behøver omsorg.