Brødrekirkens missionsarbejde blev værdsat af lokalbefolkningen længe før Tanzania blev uafhængigt af britisk kolonistyre. I dag fortsætter samarbejdet med Danmark i et ligeværdigt partnerskab, fortæller Erord Simae, der er formand for Brødrekirken i Rukwa-provinsen.
Ude på landet og dybt inde i skovene mærkede tanzanierne ikke meget til tysk og britisk kolonistyre. De havde ikke en holdning for eller imod, men var blot tilfredse med livet som det var. Og Brødrekirken tog de imod med taknemmelighed, da det var første gang, de overhovedet mødte en kirke.
De oplevede ikke missionærer som nogle, der var over dem, men som ressourcer, der kunne give dem oplysning og uddannelse. Op til i dag samarbejder Brødrekirken i Tanzania med Brødrekirkens Danske Mission i et ligeværdigt partnerskab, fortæller formand for Brødrekirkens Rukwa-provins, Erord Simae (billedet).
– Når vi skal i gang med et projekt, diskuterer vi det først sammen. Vi kan kritisere det i kærlighed. Og bagefter nå til enighed, om vi kan gennemføre projektet sammen, fortæller han.
Brødrekirken i Tanzania er på over 100 år vokset til omkring 700.000 medlemmer og er den største Brødrekirke i verden. Blot Rukwa-provinsen langs Tanganyikasøen har 78.000 medlemmer.
Forstod ikke, hvad kolonisering betød
Vi spørger ind til, hvordan befolkningen i Tanzania oplevede tiden før og efter uafhængigheden i 1961. Landet blev koloniseret i 1885 og udgjorde størstedelen af Tysk Østafrika, indtil det efter 1. Verdenskrig blev et britisk mandatområde.
Hvordan oplevede befolkningen kolonitiden?
– På det tidspunkt var befolkningen ikke i stand til at tage bestik af forholdene. Jo, der skete både gode og dårlige ting i kolonitiden, men vi havde det godt. Selv om vi hørte om tyskerne og briterne, skal der mere indsigt til at forstå, hvad det betød, at de rent faktisk bestemte over os.
Erord Simae uddyber:
– Jo, der skete både gode og dårlige ting med kolonimagterne, men det blev ikke forstået særlig konkret, at disse magter undertrykker os. Vi vidste, at det var tyskerne og senere briterne, der bestemte over os, men vi forstod ikke hvad det betød.
”De fremmede gør det jo godt”
Inde i byerne og blandt intellektuelle begyndte en uafhængighedsbevægelse, der ikke længere ville finde sig i undertrykkelse og kæmpede for at få deres frihed. Men ude på landet og inde i skovene skelnede man ikke mellem tingene.
– Tvært imod blev vi overraskede, da vi hørte om frihedsbevægelsen. Og vi sagde: ”De fremmede gør det godt. Hvad er jeres problem?” Livet fortsatte jo på almindelig vis – og efter uafhængigheden mærkede de ingen forskel, fortæller Erord Simae.
Hvad med kirken før og efter uafhængigheden?
– Brødrekirken var den første kirke, vi mødte. Vi havde ikke nogen kirke før. Så vi modtog den bare med åbne arme uden at tænke over, om den er dårlig eller god. Men den var meget god. Missionærerne kom med noget godt, og det modtog vi med glæde. Vi sammenlignede os ikke med andre.
Da Tanzania blev uafhængigt, var kirken allerede etableret, fortæller Erord Simae.
– Den var kendt, og folk vidste, hvad vi lavede. Efter uafhængigheden udviklede kirken sig i takt med at folk blev mere veluddannede. Missionærerne sørgede for at der blev uddannet præster og evangelister. Og missionærerne havde også på det tidspunkt allerede oversat Bibelen til swahili, så nu kunne vi lære Guds ord at kende på vores eget sprog. Også liturgien blev oversat, så vi kunne lære at udføre den selv.
Ingen er over de andre
Hvordan går det med partnerskabet i dag?
– Vi føler stadigvæk, det er vigtigt at have missionærer. Missionærerne fortsætter med at støtte op om evangelisterne og bidrager på en række andre områder. Så i Rukwa-provinsen spiller missionærerne fortsat en vigtig rolle. For eksempel i Kipili ved Tanganyikasøen, hvor missionærerne evangeliserer i landsbyerne langs søen, og folk modtager evangeliet og undervisningen. Det er virkelig godt.
Det er en stor gave at være fælles om missionsarbejdet, fortsætter Erord Simae.
– Samarbejdet med jer i Danmark sker efter den regel, at ingen er over de andre. Sådan er vores partnerskabsaftale. Vi har et godt samarbejde med missionærerne her i Rukwa-provinsen. De kan komme med idéer, og vi kan sammen diskutere, om et projekt muligvis får en negativ effekt eller om det vil indvirke positivt på arbejdet og vi derfor sammen kan udføre det i praksis. På den måde arbejder vi godt sammen, slutter formanden.