Jytte Ludvigsen fra Christiansfeld er vild med de berømte adventsstjerner fra Herrnhut. Hele 15 farvestrålende årsstjerner lyser op i dagligstuen. Som arkivar for lokalhistorisk arkiv er hun især begejstret for stjernernes historie. Og stjernebegejstringen smitter…
Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det. På en villavej i Christiansfeld bor en stjerneentusiast, der hvert år køber en farvestrålende årsstjerne fra de berømte Herrnhuter adventsstjerner.
Jytte Ludvigsens mand Vagn lægger fliser op ad vejen mod garagen, hvor det første tegn på den særlige hobby indfinder sig. Over garageporten hænger en stor, hvid stjerne og viser vej i mørket, når man betræder de sirligt anlagte fliser på vej hjem fra en tur i byen.
Men ellers ligner huset ethvert andet parcelhus i danske villakvarterer. Lige indtil man kommer indenfor i den lune stue. Her får man sandelig syn for sagn – for det er rygtedes i byen, at Jytte Ludvigsen er stjernesamler.
I et hjørne er ophængt ikke færre end 15 farvestrålende adventsstjerner som en uro, der drager blikket fra hele den rummelige stue.
Køber stjerner hvert år
Hvorfor er du så optaget af stjerner?
– Det var faktisk min mand, der introducerede mig til de farvestrålende stjerner. Han ville gerne samle på dem, fordi han syntes de var så flotte. Så jeg besluttede at købe årsstjerner til ham på Fars Dag hvert år.
Årsstjernerne produceres som samlerobjekt i forskellige farver.
– Jeg blev selv så begejstret for stjernerne, at jeg også købte dem fra tidligere år, smiler Jytte Ludvigsen og tilføjer, at hun også har købt hvide 13-centimeter stjerner til alle vinduer i huset.
Hvor mange har hun ikke umiddelbart tal på. Men 15 årsstjerner er det blevet til i røde, gule og grønne farver – nogle gange med flere farver i samme stjerne.
Stjerner med en speciel historie
Men hvorfor lige stjerner?
– Fordi de er flotte, kommer det prompte fra Jytte Ludvigsen. Hun tilføjer efter en kort pause.
– Ja, og så nok også fordi, jeg hørte om stjernernes historie, da jeg arbejdede som frivillig BDM-butikken Karibu i Nørregade.
Karibu betyder velkommen på Swahili, og det er der en bestemt grund til. Alt overskud går nemlig til BDM’s kirkelige hjælpearbejde i bl.a. Østafrika. BDM står for Brødremenighedens Danske Mission.
Og stjernens historie er ganske speciel. Den kaldes Herrnhuter-stjerne, fordi den produceres i den tyske by Herrnhut, som var den første by, som Brødremenigheden byggede i den karakteristiske byggestil i begyndelsen af 1700-tallet.
Matematikkens gåde i geometriske former
Og stjernerne?
En matematiklærer i Brødremenighedens skole i nabobyen Niesky, lavede omkring 1860 en stjerne i karton og hængte den op i skolestuen med lys i – til stor beundring fra eleverne.
En dag fik læreren en idé. Han ville udfordre eleverne til at begribe hvordan matematikkens gåde kunne omsættes til geometriske former. Eleverne fik til opgave at lave stjerner med 25 spidser, 17 med en firkantet fod og otte med en trekantet. Og således var Herrnhuter Adventsstjernen skabt – med lige bredde, højde og dybde – og bliver i dag lavet i hånden på ”stjernefabrikken” i Herrnhut til glæde og gavn for millioner af mennesker fra Grønland til Sydafrika.
Den historie fængede i Jytte Ludvigsen, der har boet i Christiansfeld i over 40 år og nu arbejder som frivillig arkivar på Christiansfeld Lokalarkiv.
– Stjernerne er lavet efter en helt speciel matematisk konstruktion. Og det var for at lære børnene matematik. Det kunne jo være, at det blev lidt nemmere at lære det på den måde. På den måde var matematiklæreren jo rent pædagogisk forud for sin tid.
Jytte Ludvigsen viser rundt i stuen, hvor stjerner pryder både kommode og vitrineskab. Er der ikke et strømstik i nærheden, kan stjernerne få strøm fra batteri. Derved kan de dekorere julebordet midt i spisestuen.
Overskud går til velgørende formål
Men en ting er form, farver og fornem indretning, noget andet er bevidstheden om, at overskuddet fra stjernerne går til et godt formål. Det går nemlig til kirkeligt hjælpearbejde med sundhed og uddannelse i de østafrikanske lande Tanzania, Burundi og DR Congo. Også nærmere himmelstrøg får gavn af overskuddet: Brødrekirkens arbejde blandt fattige romaer i Albanien og blandt børn og unge med udviklingshæmning på Vestbredden i Palæstina.
– Det er rigtig fint, svarer Jytte Ludvigsen på spørgsmålet om, hvad det betyder for hende. – Det er jo godt, at det ikke bare bliver brugt til profit, men at overskuddet går til velgørende arbejde. Sådan har det jo hele tiden været med Brødremenighedens arbejde, tilføjer hun.
Mørket sænker sig og får stjernerne til at lyse endnu mere klart, både de hvide og de farvede. Jytte Ludvigsen har allerede begyndt at pynte op til jul – og så er hun selvfølgelig også i gavehumør.
– Vores søn har fået samme begejstring for årsstjernerne som min mand og jeg, så sådan en får han også en gang om året, smiler hun.
Stjernebegejstringen smitter.