Brødrekirken har spredt sig til Uganda

Julius Mubiru etablerede Brødrekirken i Uganda med inspiration og vejledning fra Brødrekirken i Vesttanzania. Side 2009 er kirken vokset til 7000 medlemmer i 10 menigheder. Og er i fuld gang med et pionerarbejde på ø i Victoriasøen.

Evangeliet skinner og spreder mørket. Det må siges efter mødet med Julius Mubiru i Ugandas hovedstad Kampala.

Julius Mubiru er teolog, præst og formand for Brødrekirken i Uganda, der blev til efter Mubirus besøg hos Brødrekirken i Tanzania’s Tabora-distrikt. En form for syd-syd-mission helt uafhængig af initiativ, incitament og indsats fra lande i nord.

Brødrekirken i Uganda har i dag 7.000 medlemmer fordelt på 10 menigheder, der betjenes af 15 præster og evangelister i Uyukwe-distriktet ved Victoriasøen. Hovedkvarterer ligger i Boyupe ca. 65 kilometer fra Kampala.

”Vi vil løfte hele samfundet”

I dag er Julius Mubiru og hans team i fuld gang med et pionerarbejde med ny kirke, skole og sundhedshjælp til en ø i Victoriasøen, der også grænser op til Kenya og Tanzania.

– Der er stor efterspørgsel på evangeliet, fortæller Mubiru. – Vi har nu menigheder tre steder på øen, hvor folk samles til gudstjeneste i det fri. Det ene sted har vi en grund, så vi kan bygge en kirke.

Men missionen drejer sig om mere end at prædike:

– Vi vil løfte hele samfundet. Sidste år etablerede vi en skole, som nu har 150 elever. De mødes under træer, fordi vi mangler bygninger.

Der er brug for oplysning generelt, fortæller Julius Mubiru. Ligesom ved BDM’s sundhedsprojekt ved Tanganyikasøen skal befolkningen vide, at søvand er forurenet og uegnet til drikkevand.

– Befolkningen på øen er ikke vant til at bruge toiletter, så de forretter deres nødtørft i buskadset eller i søen. Fra søen henter de så vand at drikke. Derfor må vi sikre forsyning af rent drikkevand. Vi har allerede etableret en latrin på vores grund.

På studieophold i Tanzania

Julius Mubiru er uddannet i både teologi og forretningsadministration. Han har i 15 år rejst land og rige rundt for at undersøge, monitorere og rapportere om CO2-udledning for virksomheder.

I 2021 blev han i Mwanza ordineret som præst i Brødrekirken efter at have bestået en teologieksamen ved baptisternes Open Bible College i USA. Selv har han anglikansk baggrund.

Brødrekirken i Uganda er kategoriseret som missionsprovins under Brødrekirken i Vesttanzania med biskoppen i Tabora som vejleder. I Uganda blev kirken registreret i 2009.

Året før havde Julius Mubiru stiftet bekendtskab med Brødrekirken under et studieophold i Tanzania. Her talte han med den daværende biskop i Tabora og studerede Brødrekirkens værdier og organisering. Derefter rejste han hjem til Uganda og startede kirken som husmenighed.

Jesus er det centrale

– Jeg blev meget inspireret af Brødrekirkens historie. Der er ingen protestantiske kirker i Uganda med så lang en historie. Jeg kan godt li’ at kirken begyndte ved at mennesker bare mødtes og bad sammen. Der var intet hierarki. Bare disciple samlet om Jesus, fortæller Julius.

Og netop Jesus er det centrale for Julius Mubiru. Han er selv vokset op i en muslimsk familie. Hans mor blev gravid med Julius med en anglikansk mand, inden hun blev gift med en muslim. Derfor insisterede hun på, at Julius var kristen, selv om hans øvrige familie var muslimsk.

– Mine muslimske søskende trak mig ind i deres kultur med fx at bede fem gange om dagen, så det gjorde jeg. Især omkring højtiderne. Men så sagde naboerne: Nej, du er kristen, så du skal gå i kirke. Så naboer og slægtninge, som var kristne, tog mig med i kirke. Her blev jeg døbt, da jeg var ni år. Og min mor, som nu var hengiven muslim, accepterede det og sagde: Ja, Julius er kristen, så selvfølgelig skal han døbes!

Med den baggrund er det naturligt for Julius Mubiru at samarbejde med andre kirker og religioner.