ANDAGT: Mission er at formidle Guds herlighed til verden gennem forkyndelsen af Jesus død og opstandelse for at mennesker må blive ét med Gud gennem Jesus. Det giver ”gelassenheit”, dvs. sindsro, afklarethed og rolig accept.
”Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.”
”Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” (Johannes-evangeliet 17:1-3, 20-21)
Jesu ypperstepræstelige bøn er helt inde ved kernen af kristendommen. Den handler om, at Jesu venner må være med i det fællesskab, som er mellem Fader og Søn. Jesus beder sig selv og disciplene ind i Guds blik på det, der nu skal ske. Det er en bøn om, at disciplene må se det samme, som Jesus ser, og blive trøstet ved det de og vi ser og hører.
Teksten er umådelig vigtig, fordi den forklarer og gengiver kernen i kristendommen, det mest værdifulde og forunderlige, der kan siges om Jesus, om Gud og om os. Enheden mellem Faderen og Sønnen gives videre til mennesker, fordi mennesker får den samme enhed, som Faderen og Sønnen havde, og har, og skal have.
En bevægelse fra Gud gennem Jesus til mennesker
Jesus beder Gud om at herliggøre sig, for at Jesus kan herliggøre Gud. Jesus er givet magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, Gud har givet ham. Bønnen viser en bestemt bevægelse, nemlig fra Gud og gennem Jesus til mennesker. Den herlighed, som Faderen har givet Jesus, det er den herlighed, som Jesus giver videre til mennesker. Jesus åbenbarer den kærlighed, Faderen har elsket Jesus med, til mennesker. De ord Jesus har fra sin fader, giver han videre til mennesker.
Der er altså tale om en enhed mellem Faderen og Sønnen. Jesus er født, ikke skabt. Før Jesus blev født, var der en enhed mellem Faderen og Sønnen. ”Fader, Timen er kommet,” siger Jesus. Denne herlighedens time er guddommeligt fastsat, og det er timen for Jesu lidelse, død og opstandelse.
Herlighed åbenbaret i død og opstandelse
Jesu lidelse og død er Jesu herliggørelse. Det er oprørende, at Jesu død er herliggørelse. Vi ser smerte, uretfærdighed, død, blod. Jesus ser herliggørelse. Paradoksalt nok bliver den himmelske herlighed åbenbaret i Jesu lidelse og død og i hans opstandelse.
Gud valgte at sende et menneske, for at verden skulle lære Gud at kende igennem dette menneske. For mange så Jesus ud som et helt almindeligt menneske. Og han var et rigtigt menneske, men han var mere end det. For Gud havde givet ham en herlighed, som gjorde ham til noget helt særligt. Jesus havde fået den opgave på jorden at give Guds herlighed videre til alle, han mødte, så de blev gjort større, end de kunne gøre sig selv.
Evigt liv er fællesskab med Gud
Hensigten med at Faderen har givet Sønnen magt over alle mennesker er, at Sønnen skal give dem evigt liv. Det evige liv defineres som, at der er mennesker, der gennem Jesus får det evige liv givet. Det evige liv er, at de kender Faderen, den eneste sande Gud, og ham, som Gud har udsendt, Jesus Kristus. Jesus har herliggjort Faderen på jorden ved at fuldføre den gerning, Gud har givet Jesus at gøre.
Det kristne håb efter døden er en evighed hjemme hos Gud. Hvad er det evige liv? Jesus siger i denne sin sidste bøn: ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Det handler om at kende Gud. At kende er et af de mest centrale begreber i Bibelen. Og dermed er det også et af de mest centrale begreber i mission. At kende betyder i denne sammenhæng et kendskab, som følger af at leve i et fortroligt fællesskab med nogen. Med andre ord ”Dette er det evige liv, at de, (Jesu sande disciple), lever i et kærlighedsfællesskab med dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har udsendt, Jesus Kristus.”
Bøn er tro, der giver sindsro
Tro betyder i grunden at bede. I bønnen er Jesus nærværende. Den bedende ser bort fra sig selv, og bønnen er i den forstand selvoverskridende. De gamle pietister kaldte denne holdning ’gelassenhed’, Gelassenheit, et tysk begreb, der bedst oversættes til sindsro, afklarethed eller rolig accept. Det er en mental frigørelse fra tvang og kontrol, en åndelig overgivelse. Jeg overlader og overgiver mit liv helt og fuldt til Gud og får det tilbage – på hans betingelser. Det kan lyde skræmmende, men er det modsatte, nemlig befrielse. Bønnen er befrielse fra at jeg konstant skal forholde mig til mig selv – og dermed befrielse til fællesskab med andre mennesker og med Gud.
Guds liv med os mennesker er en fortælling om kærlighed. Om Gud, der skaber os og derefter giver os kærligheden til at dele af. Den bevægelse ser vi i korset – den vertikale er Guds kærlighed, der kommer til os, og den horisontale er den kærlighed vi deler med hinanden. Korset og kærligheden. Jesu bøn handler om vi holdes fast ved korset og kærligheden. Han vil holde os fast i vores relation til Gud og til hinanden. Vi er ikke alene. Jesus beder for os. Og Jesus sender os.
Uddrag af Jørgen Bøytlers prædiken ved Missionsfesten den 10. maj 2026.