Käte Thomsen er forstander for Brødremenigheden i Christiansfeld frem til årets udgang. Her fortæller hun, hvad der fik hende involveret i menigheden med det internationale engagement.
Käte Thomsen blev valgt ind i Brødremenighedens ældsteråd i 1973 for 50 år siden. Og bordet fanger. For 25 år siden blev hun formand for menigheden, og i dag er hun forstander.
– Som forstander er jeg en slags forretningsfører, der løser de praktiske opgaver i Brødremenigheden, fortæller hun.
Jeg vil bare gerne hjælpe
Hvad fik dig til at tage springet og ind i opgaverne for Brødremenigheden? Var det et kald?
– Jeg føler ikke, at det er et kald. Men jeg har altid følt, at jeg har hørt til i Brødremenigheden. Og så var der nogen, der havde tillid til, at jeg godt kunne stille op til ældsterådet. Og så blev jeg valgt ind i 1973. Bortset fra seks år har jeg faktisk været i ældsterådet lige siden.
– Der er rigeligt med opgaver, der skal løses. Og det vil jeg gerne hjælpe ved. Men det er jo ikke et kald. Jeg vil bare gerne have, at det skal lykkes. Og at Brødremenigheden skal bestå. Derfor kan man sige, at det er et valg.
Käte Thomsens far hørte til i Brødremenigheden. Moren var præstedatter i Folkekirken. Så Käte kom både i Folkekirken og i Brødremenigheden som barn.
– Men jeg har altid på en eller anden måde følt, at jeg hører hjemme i Brødremenigheden, fortæller hun.
Glæder sig når menigheden trives
Hvor oplever du, at kaldet, valget, lykkes?
– Det er jo svært at sige. Der er jo mange forskellige opgaver. Og mange ting lykkes. Det er jo ligesom i alt muligt andet arbejde. Man glædes, når man ser, at andre i menigheden har det godt. Og at folk er glade for at komme. Og at vi får vores by bevaret. At vi er med til at bevare den kulturarv, vi har fået. Det er den slags ting, der lykkes. Og kontakten til de mange mennesker, vi møder. Det fællesskab, vi lever i. At det ikke kun er én selv, der har det godt, men at de andre også har det godt.
Svært i overgange mellem præster
Hvor blev “kaldet” eller dit livsvalg bliver udfordret?
– Når vi har haft præster, der blev syge, og vi så i en periode ikke havde nogen præster. Vi havde forskellige, der hjalp os. Min opgave, dengang som formand, var at fordele de forskellige gudstjenester, så vi hele tiden kunne dække vagterne. Samtidig havde vi en syg organist.
– I den tid, jeg har været her, har vi haft fire præster. Det var svært i overgangene, indtil vi fik den næste præst. Det var en hård periode. Men så fik vi det alligevel til at gå op i en højere enhed.
Brødremenigheden har i øjeblikket omkring 345 medlemmer.
– Da jeg var barn, sagde de gamle: Åh, hvordan skal det gå?! Men det går jo udmærket. Der er ikke nogen forandring i den retning. Vi har mange venner, og der er mange flere end medlemmerne, der kommer til vores gudstjenester, slutter Käte Thomsen.