’Jeg fik en familie på den anden side af jorden’

Celia Skjerning er ny ungdomssekretær i BDM og skal lede ungdomsafdelingen sammen med Signe Kruse.

Celia Skov Skjerning ved, hvad hun går ind til som ny ungdomssekretær i ungdomsafdelingen i Brødremenighedens Danske Mission, BDM-U. Hun sidder nemlig i bestyrelsen for samme og har tidligere været udsendt som volontør på børnehjemmet Peters House i Sumbawanga, Tanzania.

– Min bedste oplevelse som volontør har nok været følelsen af at have fået familie på den anden side af jorden på trods af en så anderledes kultur og opvækstvilkår, fortæller hun.

Lige nu studerer hun på Diakonhøjskolen i Aarhus, nærmere bestemt på Diakoni og socialpædagogik-uddannelsen. Hun brænder nemlig for omsorgsarbejde, og derfor meldte hun sig som volontør i BDM-U:

– Jeg tog afsted for at tjene og give ud af den omsorg og kærlighed, som jeg er opvokset med, og jeg fik mindst lige så meget tilbage, som jeg gav!

Som ungdomssekretær skal Celia Skjerning arbejde tæt sammen med BDM-U’s anden ungdomssekretær Signe Kruse. Sammen skal de rekruttere nye volontører, holde kontakt med de volontører, der er udsendt, og ”gribe dem”, når de kommer hjem efter et halvt års ophold.

– Jeg håber, at flere af de hjemvendte volontører vil engagere sig i BDMU fremover, så vi sammen kan vedligeholde gnisten for det vigtige diakonale og missionale arbejde i Tanzania, slutter hun.

BDM sender hvert år fire hold volontører af sted på et halvt års i hhv. Sumbawanga og Sikonge.