Janna vil ud og fortælle om mission og udvikling

BDM har nu endnu en foredragsholder, der gerne kommer ud og fortæller om BDM’s missions- og udviklingsarbejde.

Janna Rabjerg Barrit er BDM’s fundraising- og projektmedarbejder og tilbyder nu at komme ud og holde foredrag i kirker, foreninger og missionshuse om BDM’s missions- og udviklingsarbejde i Albanien, Østafrika og på Vestbredden i Israel.

Gennem sin uddannelse i Antropologi og kandidat i Miljø- og Konfliktstudier har hun et indgående kendskab til forskellige kulturer og bæredygtige udviklingsprojekter. Hun har bl.a. været på studieophold i Tanzania.

Hendes foredrag fordeler sig på to temaer: 1) Evangeliet til hele mennesket på missionsmarken. 2) Hjælp til de mest udsatte i Albanien, Østafrika og på Vestbredden i Israel.

I sommer vendte hun hjem efter et besøg i Ramallah på Vestbredden i det palæstinensiske selvstyreområder. Her støtter BDM et rehabiliteringscenter for 90 børn med handicap og et projekt, der bevidstgør 30 skoler i Ramallah og omegn om rettigheder og muligheder for børn med handicap.

Ud over Janna, kommer også BDM’s generalsekretær Arngeir ud med foredrag om hans erfaringer i mission og religionsdialog på Zanzibar.

Det samme gør Knud Elmo Knudsen, der er frivillig medarbejder og missionær med over 20 års erfaring fra mission og sundhedsarbejde i Tanzania og DR Congo.

Book foredrag via e-mail jrb@bdm-dk.dk eller på telefon 3529 4820.