Janeti vil hjælpe andre, som hun selv er blevet hjulpet

Janeti Chekele er forældreløs og lærer nu at sy på Syskolen i Sumbawanga. Ligesom øvrige elever fuldfører hun skolens mission: At lære pigerne at klare sig selv og at løfte deres lokalsamfund ud af fattigdom.

Ærlighedsteologi er praktisk teologi. Kristne værdier bør omsættes til handling. Det har 23-årige Janeti Chekele erfaret som forældreløs på børnehjemmet Peters House i Sumbawanga. Og den kombination vil hun fortsætte med, når hun er færdiguddannet efter to år på Syskolen i samme by. Hendes mål er nemlig at hjælpe andre.

– Jeg vil bruge min kunnen som syerske til at hjælpe nødlidende mennesker, ligesom missionen tog sig af mig, siger hun.

Janeti har allerede syet et skørt, en bluse og endda en kjole på skolen, der startede i foråret. Næste projekt er et par bukser.

Rustet til at møde verden

Hendes passion passer med syskoleleder Tukulamba Mwakaniembas vision:

– Jeg vil lære de unge piger at sy, så de både kan forsørge sig selv og løfte deres lokalsamfund, siger hun.

Tukulamba Mwakaniemba

Derfor er den praktiske undervisning i skrædderfaget kombineret med bibelundervisning.

– Pigerne skal være godt rustet til at møde verden, siger syskolelederen, der selv kommer fra Mbeya, hvor hun er uddannet syerske med undervisningserfaring. Engagementet på syskolen i Sumbawanga indebærer visse ofre. Hendes mand og børn bor nemlig stadig i Mbeya.

Vi kigger ind i klasselokalet, hvor tre piger er i fuld gang med at klippe og sy.

– Jeg begynder med at lære dem om design, derefter at klippe stoffet, og så skal de lære at håndtere en symaskine – helt fra at tråde til at styre sømmen, mens de træder på pedalen, forklarer Tukulamba.

Irene Joseph

Vil give sin viden videre

Irene Joseph holder tungen lige i munden, mens hun klipper i et stykke stof. Også hun kommer fra en familie med særlige udfordringer.

– Mine forældre magtede ikke at tage sig af mig, siger hun stille og samler sig efter en kort pause.

– Jeg vil give min viden videre, så jeg også lærer andre at sy. Jeg skal naturligvis også drive en forretning, men det er undervisning, der er mit mål.

Irene har allerede syet både et skørt, en skjorte og en kjole.

En drøm går i opfyldelse

Det er påfaldende, at alle tre piger, vi interviewer, vil give den viden og kunnen videre, som de har fået på syskolen.

Ovida Debit

– Jeg kan rigtig godt li at sy. Når jeg er færdig med uddannelsen, vil jeg undervise andre, der også har lyst til at sy, fortæller 18-årige Ovida Debit.

Dorotea Kayumba på 19 stemmer i:

– Jeg vil gerne undervise andre, både dem der ikke har andre indtjeningsmuligheder og dem, der bare har lyst til at sy.

At blive uddannet som syerske er en drøm, hun har haft siden skoletiden:

– I skolen tænkte jeg meget over, hvad jeg skulle arbejde med som voksen. Og jeg fik lyst til at sy, da jeg så det flotte tøj, andre mennesker gik i. Så da man fortalte om syskolen i kirken, sendte jeg et brev med en ansøgning.

Dorotea Kayumba

Alle har en udfordrende baggrund

Syskolen begyndte i foråret efter at have været lukket siden Coronapandemien i 2022. Lige nu går 16 piger fra de omkringliggende egne på skolen, hvor de bor på et lille kollegie og skiftes til at lave mad. De har alle en udfordrende baggrund, fortæller missionær Janice Jakobsen:

– Syskolen sigter mod at styrke piger fra mindre privilegerede baggrunde. Det blev annonceret i netværket af kvindelige ledere på tværs af alle Brødrekirker i Rukwa-provinsen.

Og så begyndte ansøgningerne at strømme ind, fortæller hun.

– Vi havde bedt ansøgerne om at forklare, hvorfor de ønsker at lære syning og skrædderi. Vi bad dem også om at vedlægge to referencebreve, et fra deres lokale præst for at beskrive deres karakter og et fra deres lokale landsbybestyrelse for at bekræfte, at de kommer fra en mindre privilegeret familie.

Janeti søgte ind for fem år siden

Sekretæren for kvinde- og børneafdelingen, Matilda Ndobesi, og assisterende sekretær, Asia Msigiti, kiggede ansøgningerne igennem sammen med syskoleleder Tukulamba Mwakaniemba og Janice Jakobsen.

Piger fra Peters House bliver ikke automatisk tilmeldt, fortæller Janice, men må ansøge på lige fod med alle andre.

– Janeti, der tidligere boede i Peters House, havde dog allerede i 2020 anmodet om en plads på skolen og havde ventet tålmodigt.

Syskolen bliver hendes vej ud i samfundet, hvor hun både kan sy til sig selv og hjælpe andre mindrebemidlede.

– Ud over at sy derhjemme vil jeg også rejse ud for at dygtiggøre mig yderligere. Det er svært at sy, så jeg har virkelig brug for erfaring. Men her på syskolen giver læreren mig viden, og så vil jeg regne med, at Gud efter hånden giver mig mere og mere erfaring.

Alle elever får en symaskine med hjem efter fuldførelse af to års studier og træning.