International anerkendelse inspirerer til kristent fællesskab

Ud over Christiansfeld er tre andre brødremenighedsbyer kommer på UNESCO’s verdensarvs liste. Byerne er udtryk for fællesskab og hverdagstro, som kan inspirere missionslandene, mener BDM’s formand Jørgen Bøytler.

Nu er det ikke blot Christiansfeld, der er på UNESCO’s verdensarvsliste. Den prestigefyldte blåstempling er nu udvidet til også at gælde tre andre brødremenigheder under navnet Moravian Church Settlements i henholdsvis Tyskland, Nordirland og USA.

UNESCO er FN’s organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation. Organisationen blev oprettet i 1945 for at fremme samarbejdet mellem nationerne inden for disse områder.

Viser tæt internationalt samarbejde

Christiansfeld blev udnævnt til verdensarv i 2015. Men hvad betyder det, at byen nu har fået selskab af tre andre brødremenighedsbyer: Herrnhut i Tyskland, Gracehill  i Nordirland og Bethlehem i USA?

– Det giver mulighed for at vise flere aspekter af Brødremenigheden til besøgende, fortæller Brødremenighedens præst i Christiansfeld, Jørgen Bøytler, der også er generalsekretær for den internationale Brødrekirke.

– Det viser omverdenen, at vi har et tæt internationalt samarbejde. At vi har opnået UNESCO’s anerkendelse er blot en fortsættelse af samarbejdet og viser, at vi betragter Brødremenigheden som en international bevægelse.

Inspirerer missionslandene

Hvilken betydning har det for Brødremenighedens Danske Mission?

– Det har ikke nogen direkte betydning. Alle tre lande arbejder i forvejen sammen som missionsselskaber, forklarer Jørgen Bøytler, der også er formand for Brødremenighedens Danske Mission.

Han uddyber:

– Alle fire byer, der nu er på UNESCO’s verdensarvsliste, har etableret sig i særligt indrettede byer, og det er jo ikke tilfældet i missionslandene. Men Brødrekirken i fx Tanzania, kan jo lade sig inspirerede af tankerne og værdierne bag brødremenighedsbyerne, at kirke ikke kun er noget man går i om søndagen, men noget, der har betydning for hele samfundet.

Hvordan det?

– Kirke er mere end kirkebygning og en præstebolig; det er at leve i et fællesskab i dagligdagen, hvor troen er en betydelig del af livet.