Helligåndens udgydelse, bøn og sang i grupper, samt verdens længste bedemøde. Brødremenighedens historie er præget af bøn op til i dag, fortæller BDM’s formand Jørgen Bøytler.
Troen er en integreret del af livet, og gudstjenesten en naturlig del af hverdagen. Derfor er bøn også indvævet i Brødremenighedens eksistens og har været det siden den skelsættende gudstjeneste i Herrnhut den 13. august 1727, hvor deltagerne oplevede Helligåndens særlige tilstedeværelse.
Samme aften samledes de for at synge, bede og inspirere hinanden, og dermed var fornyelsen af den oprindelige Brødremenighed fra 1457 en realitet.
Fornyelsen resulterede også i ”verdens længste bedemøde”, hvor en bønstafet gik på omgang over en periode på 100 år. Bøn gav også brændstof til Brødremenighedens missionsarbejde, der fik sin spæde start, da menighedens grundlægger grev Zinzendorf besøgte København for at deltage i Christian VII’s kroning og mødte den slavegjorte Anton fra De Dansk Vestindiske Øer, der bad ham om at sende missionærer dertil.
Ser sig som gruppe med en mission
Det er alt sammen historie, her kort opsummeret efter interview med Brødremenighedens præst, BDM’s formand og den internationale Brødrekirkes generalsekretær Jørgen Bøytler.
– Fornyelsen den 13. august 1727, hvor Helligånden kom over menigheden, er et meget tydeligt eksempel på, hvor meget bøn kom til at betyde, fortæller han. – For bagefter samledes man i grev Zinzendorfs slot, hvor man glædede sig over det, der var sket. Man sang sammen, bad sammen, og for første gang så man sig selv som en gruppe, der havde fået en opgave af Herren. Og den opgave, mission, viste sig fire år senere, da man sendte de første missionærer ud i verden.
Kort efter begyndte bedevagten, som fortsatte i over 100 år, fortæller Jørgen Bøytler.
– Det var mennesker som levede i bøn. Man begyndte at have bedevagt i menigheden i Herrnhut og efterhånden også i andre menigheder. I den bedevagt var der bøn døgnet rundt, hvor der altid var nogen, der bad for verden, for kirken, for missionen, for alt. Der var nok at bede om!
Bedevagten fortsætter
Bedevagten tonede dog ud i midten af 1800-tallet, men i 1957 skete der noget.
– Idéen blev genoptaget af den verdensomspændende Brødrekirke omkring 12 år efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Brødremenighederne følte sig splittet under krigen, da der både var en tysk, engelsk, amerikansk og dansk Brødremenighed. Nogle var på den ene side af krigen, andre på den anden. Kunne man nogensinde blive en forenet kirke igen?
– Så holdt man en synode i Betlehem, Pennsylvania, hvor man vedtog et dokument, der hedder The Ground of Unity, dvs. den verdensomspændende Brødrekirkes grundlag. Her fokuserer man på det, der forener Brødremenigheden – der er nemlig også en del forskelle – og i den forbindelse genoptog man bedevagten. Og den er fortsat fra 1957 op til i dag.
Bøn er at gøre alt for Gud
Hvor meget betyder bøn for Brødremenigheden i dag? Der var jo en udladning af spirituel energi der satte gang i bevægelsen.
– Bøn er en af de gennemgående ting, der spiller en stor rolle på tværs af Brødremenigheder verden over. Bøn præger vores liturgi, og uanset hvad man mener om liturgiske former, så er de faktisk en rigdom, hvis man lytter efter, hvad der står i dem. Derudover er der naturligvis også fri bøn i vores gudstjenester.
– Samtidig kan vi ikke udskille bøn som noget spirituelt, der adskiller sig fra det øvrige liv. Der er ikke skel mellem det ”fine”, dvs. det teologiske, filosofiske, spirituelle, og det ”mindre fine”, som for eksempel håndværk. Mennesker er en helhed, og uanset hvad vi gør, så er det i vores optik noget vi gør for Gud, dvs. en gudstjeneste. Troen og det åndelige liv er en integreret del af livet. Ligesom gudstjenesten er en naturlig del af hverdagen. Det vil sige: Man kan ikke forestille sig Brødremenigheden uden personlig bøn.
”Jeg tror, at Gud hører bøn”
Hvad tænker du at bøn gør? Give den spirituel energi?
– Jeg ved ikke, om jeg vil bruge det i udtryk. Spirituel energi tror jeg altid, der er. Vi har sommetider mennesker, der kommer til Christiansfeld og siger, de mærke en speciel spirituel energi ude på kirkepladsen. Og da kan jeg kun sige: Godt for dig! Men altså: Brødremenigheden er grundlæggende helt nede på jorden.
– Men ja, jeg tror, at Gud hører bøn, og jeg tror, at Helligånden leder os, hvis vi er lydhøre over for det. Jeg oplever da selv gang på gang at bede og så opleve, at jeg knap nok er færdig, så er bønnen blevet opfyldt. Og andre gange har jeg også oplevet, at jeg burde have bedt her, men den bøn, jeg ikke fik bedt, den blev faktisk også opfyldt. Efter min mening skal man være varsom med at anse bønnen som en præstation.
Gud giver energi, når det er op ad bakke
Vi skal ikke vride armen om på Gud…?
– Nej, men vi har jo historien om Jesus og den kanaanæiske kvinde, hvor Jesus skifter mening undervejs. Han siger nej til, at hun kan hjælpes, og så, når hun insisterer, siger han ja og at det skal gå hende som hun vil. Det viser, at bøn betyder noget. Gud er lydhør. Han hører os, når vi beder.
Gud virker på mange måder, tilføjer Jørgen Bøytler:
– Skal vi snakke om åndelig energi, så tror jeg også, at han giver energi til at følge med, selv om vi er trætte. Og det er klart, at når Brødremenigheden i den grad kom til at blive kendetegnet ved mission, fordi mennesker gav deres liv som missionærer som en helt naturlig del af livet, så skal der altså noget energi til. Det ved jeg af egen erfaring. Nogle gange er det mere op ad bakke, end der reelt er energi til. Og da er der behov for hjælp fra Gud.
Fattige lærer os at nøjes med mindre
Når du rejser rundt til Brødremenigheder i verden, oplever du så at blive inspireret? Kan de noget, vi kan lære af?
– Ja, det kan de selvfølgelig! Selv om det ikke er alt, der inspirerer mig, så er der i hvert fald én bestemt ting, der gør: At se mennesker, der er så fattige, at de ikke kan gøre andet end at bede til Gud om hjælp, fordi der ikke er de hjælpemidler og den velfærd, vi har herhjemme. Og at de samtidig kan være glade. De lever et liv i den sammenhæng, de nu er i. Det synes jeg kan inspirere til, at man herhjemme måske også kunne nøjes med lidt mindre.