Hvilke resultater ønsker Vesten, at udviklingsarbejde skal føre til? Bogen ”Den ’vilde’ i europæisk idéhistorie” kickstarter nødvendig selvkritik og -refleksion.
Af Svend Løbner, journalist
Hvad er ”udvikling”, og hvad er det, Vesten så gerne vil ”hjælpe” andre lande med?
”Den ’vilde’ i europæisk idéhistorie” er pinlig at læse, men samtidig god hjælp til selvrefleksion. Bogen med undertitlen ”Grænser for menneskelighed” dokumenterer gennem europæeres rejseberetninger, filosofiske afhandlinger og teologiske refleksioner fra antikken op til i dag, at der virkelig er grænser for menneskelighed i den europæiske optik. Jo længere væk folkene befinder sig fra det europæiske kontinent, jo mindre menneskelige er de. De er monstrøse, dyriske og i bedste fald ”slaveegnede”.
Bogen fra Aarhus Universitetsforlag er skrevet af Ole Høiris, der er docent emeritus ved Afdeling for Etnografi og Antropologi ved Aarhus Universitet.
Verdenssyn påvirker menneskesyn
Europæeres begrænsede verdenssyn kom til at præge menneskesynet. Fordi man ikke rigtig vidste, hvad der befandt sig syd for Ækvator, opstod en myte om, at der var en kæmpe ildmur på tværs, som ingen kunne passere. Da man endelig ved Vasco da Gamas og andre opdagelsesrejsendes beretninger fandt ud af, at der levede mennesker på den sydlige halvkugle, måtte disse mennesker være monstrøse i en eller anden udstrækning.
Med den bibelske skabelsesberetning in mente havde man en opfattelse af, at Paradis måtte ligge et sted i Mesopotamien. Længere mod øst – og især nordøst – lå Helvede, hvilket kun blev bekræftet af rygter om barbariske horder, der søgte at invadere Europa.
Spekulationer og teologiske argumenter
Det ukendte gav anledning til spekulationer, og spekulationer udviklede sig til fantasifulde forestillinger, der alle som én placerede de fremmede som onde, underlegne og mærkelige. Selv de ”europæere”, der opholdt sig i endnu ukendte skovområder i Europa, blev betegnet som vilde og skildret som behårede, dyriske væsener. En skildring gennem kunsten, der også kom til at præge den måde, man tegnede og malede ”de fremmede” på.
Det negative og nedværdigende billede blev i 1400-tallet overført til befolkningerne i Syd- og Nordamerika. Det blev delvis legitimeret af bibelhistorien om Noas ene søn Kam, der blev forbandet, fordi han havde set sin far nøgen. Så måtte alle de mennesker, der nedstammer fra Kam, være forbandede, altså de sorte. En forestilling som kom til at præge synet på alle farvede personer.
Brug for skærpet opmærksomhed
”’Den vilde’ i europæisk idéhistorie” kickstarter en fornyet refleksion over Europas og Vestens syn på andre menneskers værdi og kultur, og hvordan dette syn – måske ubevidst – påvirker attituder, målsætninger, sprogbrug og hele tilgangen til udviklingssamarbejdet. Føler man sig overlegen, vil man ”hjælpe” og ”løfte” andre ind i ens egen historisk betingede forståelse af det gode liv, og kommer man derfor til at tale ned til dem, der er anderledes? Kommer det så også til at præge de metoder, der bruges, og hvem, der får betroet at udføre opgaverne og kontrollere, at målene nås?
Det er i hvert fald en overvejelse værd, om de folk og lande, der samarbejder med hinanden, absolut skal overtage hinandens værdier, kønsroller, arbejdsmetoder og så videre, blot fordi det fx er Vesten, der har de fleste penge og derfor står i en magtposition og kan gennemtrumfe at gøre tingene på egen måde. Imens man har svært ved at tage det ind, som andre folk og kulturer kan lære fra sig om visdom, analytiske evner, ydmyghed, tilpasningsevne, ja, medmenneskelighed.