I selvtilstrækkeligheden rådner det åndelige liv. I sprækkerne lever og blomstrer vi.
Har du undret dig over, at der er hul i bunden på plantekrukker, så kommer svaret her.
Jeg er sat til at passe alle planter i vores drivhus, køkkenhave og alle krukker med planter udendørs, mens min kone er udenlands for at passe barnebarn.
Se her, sagde hun, da hun viste rundt i haven og gav instrukser. Denne krukke behøver du ikke at vande en rum tid, for så rådner planten. Der er nemlig intet hul i bunden, intet sted, vandet kan komme ud.
Men den herovre, fortsatte hun og viste mig en krukke magen til. Den må du gerne vande, for den har en sprække, hvor vand og fugt kan slippe ud.
Ja, så er der gennemstrøm, replicerede jeg for at lyde klog og funderede straks over den livslektie, jeg lige havde lært. Uden sprækker, huller, svaghed i vores liv, kan Helligåndens levende vand ikke gøre sin gerning til fulde.
I selvtilstrækkeligheden rådner det åndelige liv. I sprækkerne lever og blomstrer vi.
Indsigten er ikke ny. Faktisk sagde kong David noget lignende for omkring 3.000 år siden:
Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust,
han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.
(Salme 34,19)
Og Jesus indledte sin Bjergprædiken med samme tanke:
Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige,
for de skal arve jorden.
(Matt. 5:3-5)
Paulus fortsætter denne filosofi:
Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig. Derfor er jeg godt tilfreds under magtesløshed, under mishandlinger, under trængsler, under forfølgelser og vanskeligheder for Kristi skyld. For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk. (2. Kor. 12:7-10)
Ja, det var faktisk ydmygheden, den indrømmede svaghed i disciplenes og de første kristnes liv og livssyn, der gjorde at kristendommen spredte sig blandt slaver og fattige over hele Romerriget. Den var så modsat den altdominerende herskermentalitet, de voldsomme magtdemonstrationer, som Kejseren og hans generaler demonstrerede ved deres triumftog, når de brutalt havde underlagt sig endnu et territorie.
Det fremgår af historiker og ph.d. John Dicksons bog HUMILITAS (Zondervan 2011).
– I oldtiden var ydmyghed ikke en dyd. Det var en egenskab hos slaver. Men der skete en mentalitetsændring i midten af det 1. århundrede. Det var Jesus, der sagde noget ekstraordinært: ”Den, der vil være stor, skal være alles tjener”. Det Ny Testamente er den første tekst i hele historien, som sammenkæder storhed og ydmyghed, fortalte John Dickson på en lederkonference i Danmark i 2015. Han konkluderede:
– Ydmyghed er attraktivt. Vi tiltrækkes af denne egenskab. Det har vi gjort siden kristendommen gennemsyrede den antikke kultur og gjorde den ”korsformet”.
– Før Kristus kom ind på verdensscenen, var det en dyd at prale, at nedgøre andre, at stolt vise sine erobringer frem. Men efterhånden som kristendommen fik fat i folks bevidsthed, blev det attraktivt at holde igen, vise mådehold, leve stille, ja, ydmyge sig.
Med andre ord: At leve brudt. At se den dybere mening i kriser. At øjne håb, når vi endda bliver sønderknust.
Jeg beder for de mennesker, der lider. Mennesker ramt af sygdom. Pårørende, der har mistet en af deres kære. Krigsofre i Sudan, Ukraine og Israel/Palæstina. Jeg beder om, at de alle midt i alle livets sprækker må opleve Davids ord:
Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust,
han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt.