Hospital udvidet med fitnesscenter i Sikonge

BDM’s unge samlede ind til fysioterapiudstyr. Det er blevet til et fitnesscenter med vokseværk. Og tømrerværkstedet har også ekstra meget at rive i.

Det er bedre at forebygge end at helbrede. Og er man syg og er måske blevet opereret er det vigtigt at blive genoptrænet.

Derfor er der nu ”vokset” et fitnesscenter frem ud af fysioterapiafdelingen på hospitalet i Sikonge, fortæller missionær Mia Toldam Korsgård.

– Hospitalet ansatte for nogle år siden en fysioterapeut, der viste sig at være en ualmindelig initiativrig og arbejdsom ung mand. Han fik hjælp fra BDM’s unge, der samlede penge ind til udstyr i starten. I løbet af det sidste halve år er der så vokset et fitnesscenter ud af afdelingen. Nogle af de unge ansatte på hospitalet startede et træningshold om aftenen. Det voksede, og vi åbnede for medlemskab. Overlægen har bakket op og været fast deltager på træningsholdene.

Fitness er ekstra ”medicin”

– Der arrangeres jævnligt løbetræning rundt i Sikonge om lørdagen, og flere og flere kommer til. Vi arbejder på at få faste aftaler med nogle af de lokale kontorer og virksomheder, så alle deres ansatte kan træne hos os. Men vi har allerede pladsmangel. Så vi er gået i gang med at renovere en bygning ved siden af, for at få et større træningslokale.

– Det er ikke almindeligt at have fitnesscentre på et hospital i Tanzania, fortæller hun og tilføjer: – Men det giver rigtig god mening, da motion jo forebygger sundhedsproblemer og i mange tilfælde er en god ekstra ”medicin” i et behandlingsforløb.

Vokseværk på workshoppen

På kirkens workshop i Sikonge, hvor der bl.a. er savværk og træværksted er der også gang i den sent om aftenen. Her er det ikke musikken fra fitnessholdene, man kan høre, men den store sav og slibemaskinerne. Missionær Michael Toldam Korsgård fortæller, at det har været et exceptionelt travlt forår:

– Vi kører på fuld blus til langt ud på aftenen, fordi vi har fået en stor ordre på døre og dørkarme til et stort regeringsprojekt. Der er et stort regeringsprojekt mere, som vi er ved at færdiggøre kontrakten med, og i august fik vi besøg fra endnu et stort byggeprojekt, der også er interesserede i at samarbejde med os.

Positive udfordringer

Men sådanne store ordrer er også en udfordring, forklarer Michael:

– Vi har måtte skalere hurtigt op, så vi kunne nå at få ordren klar. Vi har kaldt alle håndværkere og flere til ind, vi har måtte arbejde hårdt for at få nok træ, og vi har i det hele taget haft travlt med at få organiseringen af workshoppen til at følge med. Men det er jo positive udfordringer, og det går godt med at få de mange døre og dørkarme klar.

Sikrer fremtiden for en hel familie

Når træværkstedet får en stor ordre, betyder det også meget for lokalsamfundet, fortæller Michael:

– Jeg glæder mig over hver eneste tømrer, som jeg kan kalde på arbejde, så han kan brødføde sin familie. Men jeg glæder mig endnu mere over, at det giver plads til flere tømrerlærlinge, for det forandrer liv, når vi kan give unge et håndværk. Det har positive konsekvenser her og nu, for vi har lærlinge, der sender søskende i skole for deres løn. Og på den lange bane giver det en indtægt, der kan sikre en hel familie en bedre fremtid med skolegang, mad på bordet og tag over hovedet.