Brødremenigheden er et trygt rum og en base for uddannelse blandt fattige romaer i Lezha. Vi besøger familier bosat i nedlagt fabrik og oplever deres glæde over tro, kirke og gudstjeneste.
Rejseberetning af Svend Løbner, journalist
Da vi nærmer os den nordlige del af byen Lezha ser vi flere ruiner, mere skrald, flere bilvrag i vejkanten. Vi er på vej ind i romaernes område. Hvor stor den blandede etniske gruppe er, ved vi ikke, for de fleste er slet ikke er registrerede som borgere i det albanske samfund.
Jeg er på reportagerejse i Albanien sammen med Arngeir Langås, generalsekretær i Brødremenighedens Danske Mission, Dena Fortuzi, præst for Brødremenighedens seks menigheder i landet, samt kirkens ungdomsleder Elona Mandro.
Fem år i stank fra gummifabrik
Vi stiger ud af Range Roveren og bliver mødt af en særlig lugt, en blanding af affald og kemikalier. Lugten stammer fra en gummifabrik, får vi at vide, men den uofficielle og mere ærlige forklaring er, at stanken stammer fra en forbrændingsanstalt, der destruerer slagteriaffald.
Vi bliver med det samme omringet af børn og kvinder, der dels nysgerrigt, dels tiggende, følger vores bevægelser hen imod ruinerne af en nedlagt fabrik. Her har flere romafamilier søgt ly i rum anvist af myndighederne, efter romaernes hytter og skure blev jævnet med jorden ved et kraftigt jordskælv i 2019.
Fem år har de boet her og herfra draget ud i Lezhas gader for at tigge sig til det daglige brød.
Oligerta og Eduart Osmani med datteren Lediona.
Teenagepiger i arrangerede ægteskaber
Vi får lov til at kigge ind i familien Osmani’s stue, hvor Oligerta og Eduart Osmani bor sammen med deres teenagedatter Lediona. Der er rent og pænt i værelset med ganske få møbler. Et fjernsyn kører uafbrudt med en sæbeopera, da familien byder velkommen indenfor og gerne stiller op til fotografering.
Hvilke fremtidsmuligheder er det for en ung pige som Lediona? Jeg får fortalt, at piger allerede i 13-årsalderen bliver lovet væk i arrangerede ægteskaber. De bliver typisk gift året efter, og inden de fylder 18 har de allerede 3-4 børn.
Hvad det betyder for deres fremtidsmuligheder er ikke svært at gætte.
Sonila Medja med datteren Sara sammen med Sanie og Nafie Shabani.
Fra et andet rum tæt på ”fabrikken” myldrer det ud med små nysgerrige børn. En af dem, lille Sara, klamrer sig fast til mor Sonila Medja, der sammen med svigerfamilien, Sanie og Nafi Sabani, velvilligt stiller op til fotografering.
Børn og kvinder lærer at læse og skrive
Hvorfor det sker helt uden forbehold skyldes, at familien sammen med Osmanis deltager i Brødremenigheden i Lezha og derfor er klar over menighedens internationale samarbejde.
Præst Dena Fortuzi kalder dem ”vores familier”, fordi de jævnligt kommer til kirkens gudstjenester og måske med tiden kan blive rollemodeller for andre i romasamfundet og få dem væk fra gaden og ind i skole og ud på arbejdsmarkedet.
En mand har allerede fået job som parkeringsvagt. En kvinde er nu rengøringsassistent.
Det hele begyndte med, at de lærte at læse og skrive. For det er Brødremenighedens ”strategi”: At lære især kvinder at læse og skrive, og at yde lektiehjælp til børn med udviklingsvanskeligheder, så de også får en chance i livet.
”Romaernes kærlighed har forvandlet mit liv”
Dena Fortuzi er præst for seks menigheder spredt over et område på størrelse med Jylland og har derfor indsat lokale ledere i menighederne.
Fatbardha og Nikolin Paplekaj
I Lezha står ægteparret Fatbardha og Nikolin Paplekaj i spidsen for menigheden og dermed også for undervisningen i deres fritid. Fatbardha er sproglærer i albansk og engelsk og Nikolin er matematiklærer. Et perfekt match!
Men hvorfor gør I det?
– Romaernes kærlighed har forvandlet mit liv. Så Gud har lagt på mit hjerte at give kærlighed tilbage til dem, siger Fatbardha, der til daglig blot kaldes Bardha.
– Samtidig ser vi de svære forhold, de lever under. Vi kan slet ikke møde deres økonomiske behov. Men min mand og jeg kan hjælpe dem ved at bruge de evner, Gud har givet os som lærere, siger hun.
Rudina Sinani Luka og Dena Fortuzi
”Det føles så dejligt at komme her”
Hvad betyder Brødremenigheden så for romaerne? Vi er med til gudstjeneste i nærheden af romabydelen, hvor flere kvinder fortæller, hvad troen og kirken betyder for dem:
– Jeg har altid vidst, at Gud er til. Selv om jeg har mange problemer, føler jeg mig tryg her, fortæller Rudina Sinani Luka, og hendes navnesøster supplerer:
– Jeg vil gerne følge Jesus. Han går foran, og jeg følger efter, siger Rudina Medja.
Hanife Vidja
– Mit liv er forvandlet helt op til i dag, fortsætter Hanife Vidja og tilføjer: – Det føles så dejligt at komme her. Hver gang Dena (præsten – red.) kommer her, kommer jeg for at gå til alters.
Først til at yde nødhjælp
Romaerne stiftede for alvor bekendtskab med Brødremenigheden, da jordskælvet ramte Albanien i 2019.
– De fleste af medlemmerne af vores kirke har sluttet sig til efter jordskælvet, fortæller Bardha, der i syv år har ledet kirken sammen med sin mand Nikolin.
– De havde ingen mad, ingen senge, ikke noget som helst. Alle deres hytter blev ødelagt, fortæller hun og fortsætter:
– Vores kirke var først til at uddele mad, bleer, tøj og tæpper. Og siden da har romaerne været meget taknemmelige. Mange oplever, at kirken er deres hjem.
Små fremskridt for børn og voksne
Efter gudstjenesten går turen tilbage til Albaniens hovedstad Tirana. Der er stille i bilen, indtrykkene bearbejdes: synet af armod, lugten af affald, åbenheden i de spartanske hjem, glæden i kirken. Selv om det er op ad bakke at løfte romasamfundet ved at give børnene en uddannelse og gøre de voksne klar til at passe et arbejde, er der små fremskridt, og som Bardha udtrykker det:
– De giver så meget kærlighed. Den vil jeg gerne give tilbage til dem.
Abdullah Medja
Brødremenigheden påbegyndte arbejdet i Albanien for 30 år siden, umiddelbart efter landet åbnede sig mod verdenssamfundet efter årtiers kommunistisk diktatur, hvor al religiøs praksis var forbudt. Brødremenigheden begyndte med at etablere søndagsskoler i 11 byer. Det udviklede sig siden til seks menigheder, der fungerer som frirum og social støtte for især kvinder. De små kirker har også indrettet lokaler, hvor de yder lektiehjælp til børn med særlige udfordringer.