Kristus kommer igen og skaber en ny himmel og en ny jord. Men det fritager os ikke fra at passe på naturen, samfundet og medmennesket her og nu. Det fremgår af en podcast med BDM’s formand Jørgen Bøytler i en ny podcast.
Brødremenigheden lægger vægt på Jesus som frelser. Men kan Gud som skaber så ikke komme lidt i skyggen? Og dermed skaberværket og omsorg for naturen? Har Brødremenigheden i det hele taget en klima-teologi?
Det spørger vi Jørgen Bøytler om i en ny podcast. Bøytler er præst i Brødremenigheden i Christiansfeld, generalsekretær Unitas Fratrum, den internationale brødrekirke, og formand for Brødremenighedens Danske Mission (BDM).
Jesus som verdens frelser
– Der er altid i Brødremenigheden et såkaldt kristologisk fokus, indleder Jørgen Bøytler og skærper spørgsmålet: – Handler det at være kristen kun om, at jeg selv skal blive frelst som én person? Eller er det noget, som har hele verden, hele universet inden for sin horisont? Det er klart, at det er det sidste, der gælder, fastslår han og henholder sig til historien:
– Den fornyede brødremenigheds grundlægger, Zinzendorf, talte om, Jesus er ”Mein Schöpfer, mein Heiland”, min skaber, min frelser. Jesus er ikke altså ikke isoleret frelser. Han siger selv, at han var til før alt andet. Han var derfor til stede ved skabelsen.
– Zinzendorf opererede også med det, han kaldte ”Urgemeinde”, altså urkirke eller urmenighed. Og den består af Faderen, Sønnen og Helligånden, hvor faderen er husfaderen, sønnen barnet og Helligånden moderen. Det er jo en meget spændende forståelse af kirken!
Mennesker har ansvar i verden
Men hvad betyder skabelsesteologien så for forholdet til klimaet?
– Vi er skabt til at være mennesker i en verden, på en pænt lille planet. Her er vi nødt til at forholde os til, at klimaet ændrer sig. Vi er måske også nødt til at forholde os til, at det har det altid gjort.
– Jeg voksede op under den kolde krig. Det var dengang det store problem. Lidt senere var man bange for, at vi var på vej mod den næste istid. Der er hele tiden sådan nogle gode, solide katastrofescenarier, vi forholder os til.
– Jeg taler ikke klimadebatten ned. Jeg mener, den er meget vigtig. Også fordi vi taler om Guds skaberværk. Og at vi har som mennesker et ansvar, fordi vi er skyld i nogle klimaforandringer.
Har Brødremenigheden så en klima-teologi?
– I nogle lande er man meget optaget af klimaet. Ved den ordinære synode, som vi har hvert andet år, var forplejningen stort set vegetarisk. Man rejser så vidt muligt med offentlige transportmidler. Og man vil også gerne betale, hvad jeg kalder aflad, til klimaet for at flyve. Og der er resolutioner om, at vi skal spare energi i kirker og andre bygninger, som tilhører kirken.
Afrika mærker klimaforandringerne
– Så i en europæisk kontekst er der ganske meget fokus på det. Går vi til andre dele af verden, og det kan jo være Nordamerika, Centralamerika, Caribien og Afrika, så er der nok ikke så tydelig en klima-teologi. I hvert fald hvis man kun definerer det som noget, der handler om klima og CO2.
– Men hvis man breder det ud og taler om klimateologiens kontekst, så handler det om skabningen, om verden, og hvordan vi forholder os til naturen og den klode, vi er på. Og her er man i Afrika jo godt klar over klimaforandringerne. Der er oversvømmelser hele tiden. Mennesker mister deres huse. Det forholder man sig til. Ikke sådan, at man kommer med nogen teologiske svar på det, men man kan jo godt se, at forandringerne er der. Så det giver jo stof til eftertanke. Hvordan skal vi os forholde os teologisk til det?
Skal vi blot vente på en ny jord?
Teologien er funderet i Bibelen. En af Bibelens bøger er Johannes’ åbenbaring, hvor vi får beskrevet et kommende Ragnarok, men også en ny himmel og en ny jord. Hvordan ser du den drøm ind i et nutidigt klimaperspektiv?
– Jeg tror på, at det er som beskrevet, uden at jeg kan stå inde for alle detaljerne. Jeg tror på, at en dag vil Kristus komme igen for anden gang, og der vil blive skabt en ny himmel og en ny jord. Men hvis man bliver ekstremt meget fokuseret på den nye jord, så mister den nuværende jord jo sin værdi. Så er det eneste, man venter på, at den skal gå under, for at vi kan få det bedre. Det er en teologisk spænding, som har eksisteret rigtig længe.
– Men kontekstualiseret teologi forholder sig til den verden, vi har, og den virkelighed, vi lever i. Det udelukker ikke, at vi også forholder os til en ukendt fremtid. Videnskaben er jo heller ikke tvivl om, at solen vil brænde op om millioner af år. Men vi må forholde os til, at vi bringer skaberværket i fare. Livet er en gave, Gud har givet os. Vi er sat til at forvalte naturen. Vi har ansvar for andre end os selv. Vi har ansvar for hinanden. Fællesskab er vigtigt. Og når det svigter, bliver vi meget, meget fattige.
Lyt til podcasten her: www.bdm-dk.dk/podcast