Når vi glæder os over noget og lærer det at kende, er det naturligt for os at passe på det, så godt vi kan, skriver læge Majken Pedersen i sin andagt i seneste BDMnyt.
ANDAGT: ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” (1. Mosebog 1, 31a)
Gud skabte alt. Himmel, jord, lys, planter, sol og måne, fisk og fugle, alle slags levende væsener. Og til sidst mennesket. Og Gud glædede sig over sit skaberværk! Han så at det var godt!
Når vi ser en solnedgang, et imponerende bjerg eller en smuk regnbue, kan vi også glædes og forundres over Guds skaberværk. Men Guds skaberværk er ikke begrænset til det smukke og imponerende. Gud har også skabt det mindste kryb og de grimmeste tidsler. Gud kender alt i sit skaberværk ved navn.
Vi kender det fra os selv: en tilfældig fugl, der flyver forbi, eller en ukendt blomst i vejgrøften, som vi ikke lægger så meget mærke til. Men de fugle og planter vi kan sætte navn på, træder mere frem og får på forunderlig vis mere værdi. Gud kender alle blomster, fugle og dyr. Han har skabt det, og det er dyrebart for ham.
Det er dejligt og godt, at vi kan finde glæde ved Guds skaberværk. Når vi glæder os over noget og lærer det at kende, er det naturligt for os at passe på det, så godt vi kan. Og når vi ved, at Gud glæder sig over det, giver det endnu mere mening at passe på det.
Den sidste dag skabte Gud mennesket. Vi har værdi for Gud, og han kender os alle ved navn. Gud længes efter en relation til sit skaberværk. Den gode nyhed er, at han sendte Jesus til os, for at vi kan være i relation til ham.
Gud glæder sig over mennesket. Derfor må vi også glæde os over andre mennesker, beskytte og værne om mennesket som en del af Guds fantastiske skaberværk.