Fastlåste, adskilte og bange. Det er situationen for Brødrekirken og befolkningen i Østcongo, efter at en milits har indtaget byen Uvira. Børnehjemsbørnene er i sikkerhed indtil videre, fortæller kirkens formand Jacques Bya’unda.
Af Svend Løbner, journalist. Foto: Johnnathan Tshibangu, Unsplash
Frygt er mere reglen end undtagelsen i Østcongo, hvor militsen M23 siden december har indtaget Uvira, hvor Brødrekirken i DR Congo har sit hovedkvarter. Det fortæller kirkens formand Jacques Bya’unda i et direkte interview fra nabolandet Burundi, hvor han netop har afsluttet sin master i teologi. Her sidder han nu fastlåst, fordi grænserne er lukkede på grund af borgerkrig:
– Når man er født i Den Demokratiske Republik Congo, er frygten allestedsnærværende. Man klarer sig fra dag til dag, men når skuddene brager og granater eksploderer, frygter man uundgåeligt selv at blive ramt en dag, fortæller Jacques Bya’unda.
Det piner ham, at han ikke kan vende tilbage til Uvira, til sin familie, og til børnene fra børnehjemmet Knudsen House, der nu er evakueret fra landsbyen uden for byen, hvor kampene raser mellem regeringssoldater og militsen M23. Børnene opholder sig nu på kirkens ejendom i Uvira, hvor det er sikkert indtil videre.
Mange sulter, og fødevarepriserne stiger
Gennem beskedtjenesten WhatsApp får vi kontakt med børnehjemmets leder, Modeste Abangwa, der fortæller:
– Da krigen brød ud, døde mange mennesker, nogle af bomber, andre af skud fra oprørere, nogle af droner. Røde Kors begyndte at begrave dem i byen, hvorpå de endte med at måtte begrave ofrene i de omkringliggende områder.
Livet er svært i øjeblikket, fortsætter han.
– Vi kan ikke komme ud af byen på grund af miner, der er placeret i udkanten af byen. Mange sulter, og fødevarepriserne stiger, fordi grænsen til Burundi er lukket, fortæller han.
Og børnene?
– Vi har svært ved at skaffe mad nok, da vores budget ikke rækker. Derfor beder vi om hjælp fra alle velvillige mennesker i denne krisetid.
Risiko for at blive skudt og dræbt
Det er også børnenes ve og vel, der ligger formand Jacques Bya’unda på sinde, både hans egne og byens børn:
– I hjemmene, hos deres familier, er børnene meget bange, især hvis der ikke er mænd til at beskytte dem. Desværre er det umuligt at få dem i sikkerhed her i Bujumbura, fordi grænsen mellem DRC og Burundi er lukket, fortæller han.
Hans familie er stadig fanget i Uvira.
– Når de hører skud og kamp, bliver de skrækslagne, især da der ikke er nogen til at beskytte dem. Situationen i Uvira er usikker, da hæren og oprørerne støder sammen hver eneste dag. Omkring børnehjemmet, 7-8 kilometer fra Uvira centrum, udbryder der regelmæssigt kampe, men inde i byen, på kirkens ejendom, er der en skrøbelig fred. Her er børnene relativt sikre for øjeblikket.
Folk kan gå ud og handle i byen i løbet af dagen, men om natten skal de holde sig inden døre, forklarer Jacques Bya’unda.
– De må ikke forlade deres hjem før klokken otte og skal være tilbage senest klokken fem om eftermiddagen. Hvis de vover sig udenfor, risikerer de at blive slået eller dræbt. Så folk vender hjem så hurtigt som muligt og barrikaderer sig indenfor. Frygt er udbredt.
”Jeg var fuldstændig fortvivlet”
Selv blev Jacques Bya’unda fanget udenfor Uvira da oprørerne trængte ind i byen.
– Den 7. december forlod jeg Uvira med kursen mod Kalemie, ved bredden af Tanganyikasøen, for at deltage i et bestyrelsesmøde i PHC-projektet (Brødrekirkens sundhedsprojekt i DR Congo-red.). Oprørerne var allerede ved Uviras bygrænse på det tidspunkt. Hæren havde forsikret os om, at vi nemt kunne komme ind i byen, da oprørsgruppen stadig var i sikker afstand.
– Men da jeg ankom til Kalemie den 8. december, fik jeg at vide, at oprørerne var begyndt at erobre Uvira. Den 9. december kontrollerede de hele byen, og min familie måtte flygte.
Samtidig vidste Jacques Bya’unda, at han skulle forsvare sit kandidatspeciale ved det teologiske universitet i Burundis hovedstad Bujumbura den 19. december.
– Jeg var fuldstændig fortvivlet. Krigen raser i min hjemby, jeg er i Kalemie, og studierne kalder i Bujumbura. Hvad skal jeg gøre?
– Sammen med PHC-projektets bestyrelse besluttede vi at flytte vores ambulancebåd i sikkerhed i Kipili, på den tanzaniske side af søen. Krigen havde nu nået Uvira, og det var afgørende at beskytte projektets aktiver.
– Jeg sejlede selv til Kigoma og derfra til Bujumbura, hvor jeg ankom i tide til at forsvare min afhandling og afslutte mine studier. Men for at færdiggøre alt og returnere alle bøgerne til biblioteket, skal jeg blive her indtil den 6. februar, dagen for vores dimission.
Ledere risikerer at blive taget til fange
Kan du komme til Uvira?
– Nej, grænsen er lukket. Måske kunne jeg tage en lang rute gennem Tanzania og Rwanda for at nå Goma og Bukavu i DR Congo og finde en måde at nå Uvira på i hemmelighed. Problemet er, at vi, der har en magtposition, er særligt sårbare i krigstider. Som ledere vil vi stå over for alvorlige problemer, hvis vi nærmer os. Oprørerne vil angribe os, især dem af os, der arbejder for fred. Vi risikerer at blive taget til fange. Jeg kan ikke vende tilbage, så længe oprørerne er der.
Har du noget håb om, at freden en dag vil vende tilbage?
– For nuværende kontrollerer oprørerne byen. Men regeringssoldater er omkring 7 kilometer fra byen og kæmper mod oprørerne. Hvis det lykkes dem at vinde kampen og generobre byen, vil freden vende tilbage til Uvira, og jeg vil kunne vende tilbage uden problemer.
I øjeblikket er der forhandlinger i gang med amerikanerne om, at oprørerne kan forlade Uvira og vende tilbage til deres tidligere positioner, 75 kilometer nord for byen, fortæller Bya’unda.
– Hvis forhandlingerne lykkes, og oprørerne forlader byen, som derefter vil være tilgængelig, kan freden genoprettes. Vi vil derefter kunne vende tilbage.
Men inden da kan jeg rejse til Kigoma i Tanzania, og derefter sejle ned til Kalemie for at holde øje med udviklingen i sundhedsprojektet. Hvis freden så vender tilbage til Uvira, kan jeg blive genforenet med min familie.