Det begyndte med en lyst og blev bekræftet af en drøm. I dag er Benjamin Kamagi distriktspræst for både kirke og lokalsamfund i Sikonge.
Benjamin Kamagi havde en god stilling i det offentlige, da han valgte at blive præst. Efter fire års præsteuddannelse på Lusangi Bibelskole i Sikonge er han i dag distriktspræst i Brødrekirkens for 12 sogne med i alt 15.000 medlemmer.
En drøm slog hovedet på sømmet.
Vi møder Benjamin Kamagi efter en gudstjeneste i Brødrekirken i Sikonge. Kirken er på over 2.000 medlemmer, har fem kor for hhv. børn, unge og voksne med tilhørende dansegrupper. Vi deltager i en gudstjeneste, hvor tre af korene optræder og der går en rum tid, før Benjamin Kamagi kommer til at prædike. Gudstjenesten slutter med at alle går syngende ud af kirken og deltager i et lotteri til fordel for kirkens arbejde.
Fik arbejde med god løn
Vi møder Benjamin Kamagi i hans hjem, hvor han fortæller om sin baggrund og livet som præst, der nu er blevet hans hverdag.
– Min far var evangelist, og som 6-årig sang jeg i kirkens børnekor. I 7. klasse blev jeg konfirmeret og to år efter kom jeg ind i militærets ungdomsafdeling. Senere meldte jeg mig ind i partiet CCM, hvor jeg fik undervisning i ledelse, fortæller Benjamin Kamagi.
CCM står for Chama cha Mapinduzi, der var landets eneste parti efter uafhængigheden og betyder Revolutionspartiet.
Som trofast partisoldat var karrieren nu sat på skinner. Snart fik han vigtige samfundsopgaver betroet.
– Jeg stod for at betale bønderne for deres afgrøder. Det var et godt arbejde med en god løn, fortæller han.
Kirken kommer først
Men evangelistgerningen lokkede. Så mens han arbejdede i det offentlige, begyndte han at prædike evangeliet.
– Det fungerede egentlig godt nok, men venner begyndte at udfordre mig: Hvorfor arbejder du to steder på én gang? Du bruger jo alligevel mest tid i kirken!
Dilemmaet blev en dag sat på spidsen. Planen var, at han skulle deltage i et stort møde for kommunen.
– Det var søndag, og jeg var i kirken. Men man kaldte på mig: Vi har brug for dig ved kommunens møde, bilen holder allerede klar. Hvortil jeg svarede: Sig til dem, at jeg er i kirke nu. Når gudstjenesten er færdig, skal jeg nok komme! Kirken kom først.
”Jeg vil være præst!”
Derfor måtte Benjamin Kamagi til sidst vælge, hvad han ville bruge sit liv på.
– Jeg fik lyst til at uddanne mig til præst og sendte en ansøgning om optagelse på teologistudiet her i Sikonge. Derefter tog jeg afsked med partikontoret og opgaverne med at udbetale lønninger til bønder og sagde: Nu vil jeg uddanne mig til præst! De blev virkelig overraskede. Hvorfor dog det? Du har et godt arbejde her, hvorfor vil du forlade det? Jeg svarede, at det har jeg besluttet. Jeg vil være præst!
– Så en dag havde jeg en drøm. I drømmen befandt jeg mig i klasseværelset her på Lusangi Bibelskole i Sikonge. I klasseværelset sad seks elever, og jeg kom ind som den syvende.
– Da jeg vågnede, tænkte jeg meget over drømmen. Hvad mon den betyder? Men så en dag kom et brev fra skolen om at jeg var blevet optaget. Og rigtignok: Jeg blev den sidste, der ankom til skolen. Jeg var både den sidste, der blev optaget og den sidste, der kom ind i min klasse. Jeg ved ikke, hvorfor det skete, men jeg havde jo allerede set det i drømmen. Så vidste jeg, at det var Guds vilje, at jeg skulle være præst.
”Det er et kald, ikke blot et arbejde”
Efter fire års teologistudie blev Benjamin Kamagi præst, først i Tabora, siden i flere landsbyer, og siden 2021 distriktspræst for 12 sogne i og omkring Sikonge med i alt 15.000 medlemmer.
– Jeg har været vidt omkring, men tjenesten som præst fik jeg gennem en drøm. Det var den tjeneste, Gud havde planlagt fra begyndelsen, reflekterer han og uddyber:
– Det er et kald, ikke blot et arbejde. Man arbejder for at tjene penge, men når man er kaldet, giver man sig hen, uanset om man får penge for det eller ej. Som præst tager jeg mig af de kristne, men ikke kun dem. Jeg føler også et ansvar for hele lokalsamfundet. Sådan er det bare.
Udfører arbejdet i fællesskab
Hvordan overkommer du at være præst for så mange mennesker?
– Jeg har en evangelist og 19 ældste til at hjælpe mig. Det er nødvendigt når vi har over 2.000 medlemmer i kirken. De ældste får forskellige ansvarsområder. Hvis de oplever vanskeligheder, går de til evangelisten for at få hjælp. Hvis han kan hjælpe dem, er det fint; hvis ikke, går de videre til mig.
– De ældste og evangelisten er mig også til stor hjælp og afløser mig, når jeg prædiker i andre kirker, tager mig af gæster eller besøger de syge. Vi hjælper hinanden og udfører arbejdet i fællesskab.
– Brødrekirken er stærk her i området. Ja, der er mange muslimer i selve byen Sikonge, men ude i landsbyerne er der flest kristne.
Fællesskab uden konflikter
Hvordan forholder I jer til muslimerne?
– Dem samarbejder vi med i lokalsamfundet. Hvis der for eksempel opstår en ulykke eller en katastrofe hos en af os, så hjælper vi hinanden. Vi er også sammen til bryllupper og begravelser. Der er ingen konflikt overhovedet.
– Det sker også at nogle forlader islam og bliver kristne hos os. Og nogle kan forlade kristendommen og blive muslimer. Det har vi ingen problemer med. Vi har et godt fællesskab. Her hos os er der ingen konflikter.
Blandede familier fremmer freden
Men der er blandende ægteskaber?
– Ja, kvinden i familien kan være kristen, mens manden er muslim og omvendt. Ofte må børnene selv beslutte, hvor de vil høre til. Men ofte er det sådan, at når manden er kristen, bliver børnene det også. De fleste børn fra blandede familier tilslutter sig kirken. Det er kun ganske få børn, der vælger at være muslimer. Men vi døber rigtig mange børn, hvis far er muslim.
– Vi har fred her, rigeligt med fred. Det gælder faktisk for hele Tanzania, at kristne og muslimer lever sammen i fred. Der kan være spændinger enkelte steder, men i det store hele er der fred. Freden skyldes slægtskabet. Konflikter er nærmest umulige, når to brødre tilhører hver sin religion. De er jo først og fremmest brødre. Der er hemmeligheden til at der er så stor fred mellem os her i Sikonge.