Leder af Arngeir Langås, generalsekretær
”Sorrig og glæde, de vandre til hobe”, skriver Kingo i en tidløs salme. Den stemmer med vores livserfaringer: Der er sol, og der er regn; nogle gange endda samtidigt.
Kristne kan sommetider betragtes som alvorlige hængehoveder, sommetider som fantaster uden jordforbindelse, sommetider som knastørre bureaukrater. Der er forskellige personligheder, forskellige livsfaser, forskellige vægtlægninger. Menneskelivet er mangfoldigt og kirkerne ligeså.
I mine unge dage kom der trosforkyndere til byen, eller ”herlighedsteologer.” Inspireret af amerikanske Kenneth Hagin var budskabet, at kristne allerede var blevet alle åndelige og endda materielle goder givet. Så det var blot at bekende det, realisere det og ”cashe” ind.”Name it, frame it, and claim it!” Folkesanger Janis Joplin sang for sjov: ”Oh Lord, won’t you buy me a Mercedes Benz”.
Afarter af denne teologi har gode kår i mange afrikanske lande. I sådan en grad, at Afrikas kirkeråd (AACC) samler kirkeledere for at tale om disse ”vildledende teologier.” Fra prædikanter, der lover guld og grønne skove, hvis man blot giver nok i kollektbøssen, og derefter bruger fattige menighedsmedlemmers penge – givet i tro – til at købe sig biler og endda flyvemaskiner. Eksemplerne er mange.
Begrebet ”ærlighedsteologi” har jeg fra Jens Petter Jørgensen, grundlægger af den karismatiske (lutherske) Oase-bevægelse i Norge. Efter at have set Gud gøre store ting, oplevede han udbrændthed og ”sjælens mørke nat”, som den kristne mystiker Johannes af Korset skriver om. I stedet for at skamme sig over denne livserfaring, delte han den til stor berigelse for de mange, der så op til ham.
Som kristne oplever vi dyb glæde over livet og over frelsen i Jesus. Men i perioder kan vi, som alle andre mennesker, opleve fortvivlelse, sorg, forvirring, sygdom og andet, der hører livet til. Det burde ikke komme som en overraskelse. Vores tro kan rumme både smerte og død. Jesus, som vi følger, var igennem lidelse og død. Han er med os i alt, hvad vi oplever i livet. Fordi han lever. Derfor er vi frie til at være ærlige om det, vi tænker og oplever.