Janice og Mads Jakobsen er hjemme på orlov og rejser lige nu rundt i Danmark og fortæller om deres arbejde i Kipili og Sumbawanga i Tanzania.
Efter syv travle år i Tanzania er Janice og Mads Jakobsen klar til at tage fat på et nyt missionsarbejde.
I Kipili har de haft succes med en serie ægteskabsseminarer, der har styrket præster og evangelister og deres ægtefæller og familier. Desuden har de tilset arbejdet med bibelskole, børnehjem, syskole og tømrerskole i Sumbawanga. Og meget, meget mere, som det nu er, når man er udsendt som missionær.
Nu er de flyttet til Mwanza ved Victoriasøen, hvor nye, spændende udfordringer venter. Men inden de tager fat for alvor, er de hjemme på møderejse. De har lige besøgt Janices familie i Hong Kong, hvor de også har flere støttemenigheder bag sig. Nu er de så – via London – kommet til Danmark, hvor en række møder og foredrag er under opsejling.
Hvis du scroller ned til kalenderen her og klikker på de forskellige mødedatoer, får du øje på de tider og steder, hvor Janice og Mads Jakobsen fortæller om deres arbejde.
Måske har din forening eller kirke lyst til at invitere dem på besøg? Så skriv hurtigst muligt en e-mail til generalsekretær Arngeir Langås på al@bdm-dk.dk.