Erik Baun stopper som ansvarlig for BDM’s stjernesalg til august. Sammen med frivillige hjælpere har hans indsats over 10 år givet et klækkeligt overskud til mission.
– Det er simpelthen bare for vildt, hvor mange stjerner, Erik har stået for at sælge.
Det udbrød BDM’s formand Jørgen Bøytler ved overrækkelsen af en blomst til Erik Baun på Missionsfesten den 5. maj 2024.
”Tak for din indsats!”
Anledningen var, at Erik Baun har valgt at stoppe som ansvarlig for BDM’s salg af de berømte Herrnhuter-stjerner efter 10 år.
– Først var du med i BDM’s bestyrelse, siden blev du generalsekretær. Det sidste store forløb i dit liv med BDM er, at du har været vores stjernesælger – i dobbelt betydning: Stjerne-stjernesælger! 44 år er det blevet i alt, sagde Jørgen Bøytler i sin tale på Missionsfesten.
– Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til Erik. Selv om vi gør det for Gud, kan vi jo godt sige tak til hinanden. Tak for din indsats! sagde Bøytler.
“Der er gang i den!”
Derefter fik Erik Baun ordet:
– Vi sælger stjerner hele året, sagde han. – Der er gang i den, så I behøver ikke at holde jer tilbage! fortsatte han og viste, hvor svært det kan være at holde op med at sælge.
Men heldigvis stopper han først til august, eller når BDM har fundet hans afløser.
– Det er helt vildt, hvad denne rejse har betydet for mig. Jeg håber, vi finder en afløser, der fortsat ser det som en missionsopgave at sælge stjerner.
Mission giver mening med stjernesalg
– Det er godt, at der kommer penge ud af det. Men det er mission at sælge stjerner. Jeg spørger tit folk, hvad de tænker på, når de ser stjernen. Har det noget med Betlehem og Jesus at gøre? spørger de. Det har du ret i, svarer jeg. På den måde er det meget nemt at komme i snak med hvem som helst, både boghandlere og privatkunder.
– Det synes jeg er en vigtig side af det her arbejde. Vi må have en dybere mening med de stjerner. Og det har vi, sluttede han.
Erik Baun afløses af Carsten Winther, som snart bliver præsenteret her på hjemmesiden.