Eloisa guidede børnene på Brødrekirken i Albaniens bibellejr i sommer. Hun giver kirken håb i et land, hvor unge gerne vil væk, hvor at søge lykken i Europa.
Årets bibellejr i Pogradec den 17. – 20. juli samlede omkring 80 deltagere i alderen 5 til 75 år til et inspirerende fællesprogram og særlige aktiviteter til de forskellige aldersgrupper. Temaet var “Kom Jesus, led mig” med udgangspunkt i bibelverset “Jeg er vintræet, I er grenene” (Johannes 15:5).
Lejren var fyldt med smukke øjeblikke med venskab, bøn, lovsang og dyb bibelundervisning, fortæller Dena, der er præst for seks menigheder i Brødrekirken i Albanien.
– Den varme familieatmosfære og glæden ved fællesskabet, knyttede os tættere sammen som ”Kristi legeme”.
Det var en særlig glæde at så mange børn og unge var med på lejren. En af dem, Eloise, engagerede sig på en særlig måde, fortæller Dena.
– Eloisa tog føringen med børnene og guidede dem gennem programmet med omhu og præcision, ned til den mindste detalje. Hun lagde virkelig sit hjerte i det.
Også hjemme i hendes menighed i Bathore tjener hun med liv og sjæl.
Hver lørdag samler Eloisa børnene i vores kirke. Hun læser Bibelen med dem, spiller spil og organiserer aktiviteter, der gør det spændende at lære om Gud. Hun er et levende eksempel og en rollemodel for vores børn, teenagere og unge i området.
Lejren i Pogradec sluttede med bøn om, at flere unge vil tilslutte sig kirken ”for at styrke deres tro og forblive forbundet, i stedet for at føle behovet for at forlade Albanien”, fortæller Dena.
– Vi lever i en tid, hvor mange unge i Albanien drømmer om at forlade landet i jagt på et bedre liv i Europa eller et andet sted langt væk. Vi forstår deres længsel, men det efterlader vores kirker og vores land med et behov for den næste generation af ledere. Netop derfor er Eloisa en så dyrebar gave fra Gud.
Og lejren styrkede menighederne i håbet:
– Vi er dybt taknemmelige for alt, hvad Gud har gjort iblandt os, og for hver person, der deltog. Denne lejr gav os en levende påmindelse om, at når vi forbliver forbundet med Kristus, den sande vinstok, bærer vores liv og fællesskab frugt, slutter Dena Fortuzi.