Brødrekirkens syd-syd-missionær Matias Kiligito fortæller om lydhørhed for evangeliet i Burundi. Det er vigtigt at støtte kirkens ledere og sikre en god, solid undervisning, mener han.
Til december er det præcis to år siden Matias Kiligito blev udsendt som missionær fra Brødrekirken i Tanzania til samme kirke i Burundi.
Siden er det gået slag i slag, senest med et vellykket ungdomsseminar i Rudaraza-Karusi, der samlede 3.000 mennesker. Over 800 af dem valgte at ”modtage Jesus for første gang”, som Kiligito udtrykker det.
Underviser og vejleder kirkens ledere
Matias Kiligito er 62 år, er gift med Rosie som han har fire børn sammen med, to drenge og to piger. Inden familien flyttede til Burundi, var han præst i flere af kirkens sogne og underviser på Lusangi Bible College i Sikonge.
I dag er han så kirkens missionær i Burundi, hvor Brødrekirken består af 46 sogne. Kirkerne i de mange sogne betjenes af i alt 56 præster. Og det er dem og kirkens øverste ledelse, Matias Kiligito er udsendt for at støtte.
– Min hovedopgave er at undervise og vejlede kirkens ledere, så de kan lede kirken ud fra Brødrekirkens grundlag. Det indebærer, at jeg også underviser i Brødrekirkens historie og lære, fortæller han.
Underviser præster fra andre kirkeretninger
Hvorfor er det så vigtigt?
– Der kommer mange nye ind i vores kirker, og vi har også præster, som har fået deres teologiske uddannelse ved andre fakulteter. Der kommer bl.a. en del fra den anglikanske kirke. Derfor er det vigtigt, at de kender vores historie og baggrund.
Matias Kiligito har selv en lang teologisk uddannelse at trække på. Det begyndte på Lusangi Bible College i Sikonge, hvor han læste i to år. Derefter fortsatte han bibelstudierne et år på det lutherske teologiske seminarium i Tabora. Så blev det til fire års bibelstudier på det anglikanske universitet i Dodoma, inden han fortsatte tre år ved Brødrekirkens universitet i Mbeya.
Vil først forkynde Kristus
Selv om undervisning ligger ham meget på hjerte, er han også glad for at forkynde evangeliet rundt omkring i menighederne. Og i august fik han rigtig mange unge i tale på ungdomsseminaret i Rudaraza-Karusi.
– Jeg var med til at følge op på stiftets evangelisationskampagne måneden før. Vi underviste de unge om formiddagen og havde evangeliske møder for alle interesserede om eftermiddagen. Der var rigtig mange mennesker, helt op til 3.000. Og 800 af dem modtog Jesus for første gang. 20 af dem blev døbt og tilsluttede sig den lokale brødremenighed, fortæller missionæren begejstret.
Men hvor går vejen herfra? Vi spurgte ind til Matias Kiligitos drømme for fremtiden.
– Min vision er først og fremmest at forkynde Kristus, både for dem, der kender ham og dem, der ikke kender ham endnu. Og så vil jeg fortsætte med at undervise i Brødrekirkens historie og lære.
Drømmer om et konferencecenter
Visionen skal materialisere sig i et center og en mobil bibelskole, fortsætter han:
– Jeg har en drøm om et center, hvor vi kan samle mange mennesker på ét sted og undervise dem, så de kan lære Guds ord og kirkens historie at kende, ja alle emner, som er nødvendige for kirken i fremtiden. Vi har mange kirker rundt omkring, men vi har ikke et fælles konferencecenter.
Det vil være optimalt med en bibelskole med to undervisningslokaler, sovesale for hhv. mænd og kvinder og en konferencehal til store møder, fortsætter han. Men han er også klar over, at så store visioner kræver tid, planlægning og ikke mindst økonomi. Derfor vil han begynde med en mobil bibelskole:
– Vi vil rejse fra sted til sted med et teologisk kursusforløb og samle mennesker fra 2-3 landsbyer ad gangen. Når vi er færdige med forløbet et sted, går vi videre til det næste og samler folk fra de omkringliggende landsbyer dér.
Det er store visioner – og meget at bede for. Så fremgangen for Brødrekirken i Burundi kan fortsætte.