SOMMERSERIE: Dena Fortuzi fortæller om kald, uddannelse og tjeneste som præst i Brødrekirken i Albanien. “Jeg har oplevet Guds kald i forskellige faser, altid med den samme kærlighed,” fortæller hun i en podcast, som også er gengivet som artikel nedenfor.
For 30 år siden var jeg et af børnene i den allerførste børneklub i Albanien. Jeg var kun 12 år, da Brødremenighedens missionær Ankjær Poulsen fortalte mig, hvem Jesus er.
Jeg er ikke opdraget som kristen. Mine forældre elskede mig og viste megen omsorg, men min mor, som var katolik i det skjulte, turde ikke fortælle mig om Gud og Jesus af frygt for at jeg skulle fortælle det videre i skolen. Det var under det strenge diktatur, hvor enhver religiøs praksis kunne koste otte års fængsel.
Først efter revolutionen i 1991, hvor demokratiet blev indført, kunne vi tale åbent om Gud. Det var her, min mor rejste til Danmark som repræsentant for det albanske undervisningsministerium for at lære om demokrati, foreningskultur og kristne værdier. Og det var da, hun mødte Ankjær Poulsen i lufthavnen, og han opdagede det store kors, hun havde om halsen. Det kors havde hun fået af sin mor, som havde fået det af min bedstemor. Nu turde min mor godt vise det frem.
Et guddommeligt møde på Jorden, kalder jeg det.
Fik et personligt forhold til Jesus
Den første børneklub startede med min mor, to søstre og min onkel. Jeg kan huske, at vi sang, bad og læste i Bibelen sammen. Det var noget helt nyt for mig.
Gud brugte Ankjær til lære mig evangeliet, så jeg forstod, hvordan jeg kunne opbygge et personligt forhold til Jesus. Samtidig ”ombyggede” han min idé om, hvad kirke er. Når jeg kiggede ind i ortodokse kirker, så jeg folk kysse ikoner for at finde Gud. Hvad er det for en gud? Sådan en gud ville jeg ikke have!
Men det, Ankjær Poulsen og Brødremenigheden kom med, var helt modsat. Så jeg begyndte at læse i Bibelen.
I 1996 kom endnu en præst til Albanien, Knud Petersen. Samme år blev jeg døbt og fik min egen bibel. Og dér, lige dér, følte jeg, at jeg godt kunne hjælpe til i kirken. Ikke kun være medlem, men hjælpe til. I nogle år var jeg frivillig i teenage- og ungdomsgruppen.
Oplevede en kristen hverdag
I 1997 rejste jeg til Danmark et år som udvekslingsstudent og boede hos en kristen familie. Og dér forstod jeg, hvad det vil sige at have en kristen hverdag. At bede sammen, spise sammen, takke for maden og gå i kirke. Deltage i en ungdomsgruppe og alt det der. Og det kunne jeg virkelig godt lide. Jeg så det som en model, som jeg kunne tage med hjem. Så det gjorde jeg – tog hjem efter et år og deltog i ungdomsgruppen i Tirana, mens jeg gik det sidste år i gymnasiet.
Jeg drømte om at blive journalist. Jeg ville gerne studere international kommunikation, men på det tidspunkt i 1999 kunne jeg ikke studere det fag i Albanien. Så jeg rejste til Italien sammen med min kæreste, som i dag er min mand. Vi tilbragte fem et halvt år med at studere og arbejde i Albanien.
Jeg gik til katolsk messe nu og da. Jeg havde et personligt forhold til Jesus, men ikke rigtig stærkt. Jeg søgte ham kun, når jeg havde brug for ham. Engang havde jeg virkelig brug for at deltage i nadveren. Men det måtte jeg ikke i den katolske kirke som protestant. Så jeg løj for præsten. Han spurgte mig: Er du katolik? Og jeg svarede: Ja, jeg er en døbt katolik. Og så gik jeg ud og bad om tilgivelse bagefter. Jeg håber, at Gud har tilgivet mig!
”Jeg tror, at Gud har kaldet mig til at gøre noget”
Efter årene i Italien kom jeg tilbage til Albanien, og vi blev gift. Det var Ankjær Poulsen, der viede os. Jeg begyndte igen som frivillig i kirkens ungdomsgruppe. Det kunne jeg virkelig li’!
Mit forhold til Jesus blev stærkere. Alt dette midt i mange udfordringer. Det var selvfølgelig svært at komme tilbage til Albanien efter i mange år at have boet alene i udlandet. Men Gud har altid en udvej.
I 2009 fik vi som kirke en invitation til at være en del af Den Internationale Brødrekirke under tilsyn af BDM. Vi sagde ja med det samme, og i 2010 stemte synoden ja til vores medlemskab.
Da jeg blev ringet op om de gode nyheder fik jeg en ubeskrivelig følelse. Jeg kan ikke sætte ord på det. Men det var ligesom en klar opfordring. At du hører til her. Du hører virkelig til her i kirken. Gud har kaldet dig til at gøre noget stort her. Han vil bruge dig. Og jeg lyttede til kaldet.
Den dag havde vi gudstjeneste med dåb. Jeg var meget glad og følelsesladet. Og jeg delte mine tanker i gudstjenesten: Hør her, jeg er en af jer. Og jeg tror, at Gud har kaldet mig til at gøre noget. Jeg ved endnu ikke, hvad det er.
Men jeg fik ikke gjort mere ved kaldet indtil 2013.
På tide at tage kaldet seriøst
Jeg arbejdede som PR- og marketingchef for den nationale olympiske komité, for det albanske undervisningsministerium, for UNICEF, for OSBE, der er en international organisation, der bekæmper vold mod børn. Jeg underviste samtidig på Tirana Universitet som assistent for en professor. Jeg oversatte fra engelsk og italiensk til albansk og omvendt. Jeg lavede alt muligt bortset fra at favne mit kald.
Og så i 2013 blev jeg inviteret til en konference i Danmark. Siden da har Jørgen Bøytler sammen med min mand altid været mine hovedstøtter. Jørgen pressede sig ikke på, men sagde: OK, Dena, nu synes jeg, det er på tide, at vi tænker seriøst over det her. Jeg vil opfordre dig til at svare på dit kald.
Jeg følte virkelig ikke et pres, men havde det godt med det. Så jeg sagde ok, og så – efter en masse research og samtaler – blev vi enige om, at jeg skulle studere teologi og blive ordineret som præst i samarbejde med Brødrekirken i USA, som har et teologisk seminarium i Betlehem, Pennsylvania.
Jeg havde kun én indvending: Jeg ville ikke forlade Albanien. Jeg var lige begyndt at arbejde flere timer om ugen i kirken, og stod for kirkens lejre og hjælpeprogrammer.
Det blev til, at jeg udførte 90 procent af mine studier via Zoom og fik en Master i teologi i 2022.
Kvindelig præst – mod alle odds
Jeg ville selvfølgelig gerne ordineres i Albanien, i min kirke i Tirana. Så der kom venner fra hele verden. Jeg blev ordineret af to biskopper, en tysk biskop og en amerikansk. Og ja, det blev mit svar på kald.
Jeg vidste, at det var vejen. I mange år prøvede jeg bare at holde det for mig selv. Jeg var bange; bange for at bryde tabuet, for jeg ville i så fald blive den første kvindelige præst i Albanien.
De fleste kirker i Albanien accepterer ikke kvindelige præster. Så jeg overvejede det længe, men endte med at sige: Okay, nu, ved du hvad? Jeg er virkelig ligeglad, fordi dette er Guds stemme. Så jeg vil følge ham i stedet for det, folk siger.
Nu har jeg tjent kirken som præst i over et år. Ledelsen af de seks kirker deler jeg med lægledere for hver kirke. Og Jørgen Bøytler kommer 3-4 gange om året. Som ordineret kan jeg selv afholde nadvergudstjenester og forrette dåb på egen hånd, hvilket er en kæmpe velsignelse.
Menighederne så frem til min ordination. Og min bøn var: Gud, vær så venlig at holde mig ydmyg. Og jeg tror, at Gud holder mig ydmyg. Jeg siger ofte, at ordinationen bare er en dato. Selvfølgelig er det en dag at mindes. Det er en dag at være taknemmelig over, både for mig, min familie og for kirken i Albanien.
Men mest af alt er det en dag, hvor Gud sagde: Okay, nu er du virkelig min tjener. Jeg sender dig. Du har mit blå stempel.
”Gud vil altid gribe dig”
Jeg har oplevet Guds kald i forskellige faser, altid med den samme kærlighed. Sidste gang, i 2013, vil jeg aldrig glemme. Fordi jeg hørte ham kalde mig tydeligt: Jeg vil have dig til at gøre dette.
Og jeg tror, at uanset hvad vi har med at gøre i livet – og jeg har været igennem nogle hårde og turbulente tider – så er Gud der altid for at gribe dig. Nogle gange hvisker han i dit øre, og nogle gange vil han – som han gjorde med mig – gribe dig og sige: Du er min. Jeg vil bruge dig. Du er mit redskab.
Jeg synes, det er meget vigtigt at lytte til kaldet. For når du lytter, ved du også hvordan du lytter til Guds folk. Jeg er en af dem. Men Gud har samtidig udpeget mig til at lytte på deres vegne.
Hver gang jeg er nede, løfter han mig op igen. Han giver mig et bedre grundlag for at starte i morgen på ny. Sådan er det altid. Jeg er aldrig træt; jeg får altid nye kræfter på en måde, som jeg virkelig ikke forstår. Det er ikke menneskeligt. Nej, det er Gud, der gør det. Det er Guds mission. Det er hans guddommelige kald, der bliver opfyldt i jordiske omstændigheder.
Vores tid er ikke Guds tid. Guds tid er ikke vores. Han vil opfylde alt i sin tid.