BDM’s generalsekretær Arngeir Langås deltog i en international forskerkonference i Sydafrika og deler sine indtryk og indsigter her.
I år markerer vi, at det er 1200 år siden missionæren Ansgar kom med det kristne budskab til Danmark. Hvordan foregik det? Hvorfor gjorde han det? Sådanne spørgsmål beskæftiger forskere sig med.
Der er derfor en hel akademisk disciplin, der hedder missiologi. Missiologer forsker på missionsteologi i mange udgaver præget af kirkesamfund og tidsepoker, og på missionshistorie præget af geografiske områder og historiske epoker. De fleste missiologer er i forvejen teologer eller historikere, mange med egne erfaringer som missionærer.
Selv er jeg en af disse. Efter otte år som missionær på Zanzibar forskede jeg og skrev en afhandling i faget missionsteologi, som udkom som bog i 2019. Mens jeg forskede, blev jeg medlem af et internationalt lav af ligesindede, ved navn International Association of Mission Studies (IAMS). Hvert fjerde år mødes man til en international konference.
Her i sommer fik jeg for første gang mulighed for at deltage i IAMS. Det foregik på University of South Africa i Pretoria. Der var over to hundrede deltagere, de fleste ansat på universiteter. De kom fra alle kontinenter, hvoraf mange var sydafrikanere, sydkoreanere og europæere. Dagsprogrammet begyndte med andagt, hver gang fra en ny verdensdel, hvorpå vi gik i ni tematiske grupper og lyttede til kortere præsentationer af forskningsbidrag på 6-13 sider om alle mulige emner. Den gruppe jeg selv var tilmeldt, hed ”Christian Communities and Mission”, på dansk oversat til ”missional kirke” eller ”lokalmenigheders mission”. 17 bidrag lyttede jeg til og skrev referater af. Efter hvert bidrag var der tid til spørgsmål og samtale.
De andre tematiske grupper var Bibelstudier og mission, Børn, unge og mission, Dokumentation, Arkiver, bibliografi og mundtlig historie, Øko-teologi og mission, Interreligiøse studier og mission, Pentekostale/karismatiske udtryk i verdensvid kristendom, Religionsfrihed, forfølgelse og mission og Missionsteologi. Der var også seks hovedforedrag, et fra hvert kontinent, om blandt andet IAMS fra 1985 til 2026, Poetisk øko-missiologi i en tid med digital afgudsdyrkelse, Vandmangel og bæredygtighed i Afrika syd for Sahara set gennem afrikanske kvinders teologis linser og AI, teknologi og missionalt vidnesbyrd.
Om søndagen fordelte vi os i lokale kirker. Selv var jeg heldig at komme til Soweto, hvor modstanden mod apartheid tog fart fra 1976. En lokal pinsekirke modtog os på bedste vis og musikken var fantastisk. Vi besøgte Hector Pietersons minde, som fortæller historien om 12-åringens død og baggrunden for Soweto-oprøret. Derefter besøgte vi den gade, hvor Nelson Mandela og Desmond Tutu boede.
Hvad fik jeg så af ny eller fornyet indsigt ved konferencen? Her er nogle hovedpunkter:
1. Missiologien er tværfaglig og opmærksom både på de lange linjer og de aktuelle problemstillinger. En etableret indsigt bliver tydeligere og tydeligere: Hvor de toneangivende miljøer for missionsinitiativer i lang tid lå i Europa og Nordamerika (Vesten), er missionsbevægelsen for længst blevet polycentrisk, hvor for eksempel koreanere og afrikanere bedriver megen mission og reflekterer meget over det.
2. Et socialt og teologisk spørgsmål om missionsbevægelsens selvforståelse kunne man se i diskursen om og brugen af begrebet ”Guds mission”: Har man en fælles forståelsesramme for at tænke og tale om mission sammen på tværs af kirkesamfund og verdensdele? Missio Dei (Guds mission) er de seneste årtier blevet til et paraplybegreb, man kan referere til som legitimering eller forståelsesramme for sin missionspraksis. En ny bog kritiserede brugen af dette begreb for at være blevet så bredt at ”alt” kan inkluderes i det. I min egen studiegruppe gjorde 9 af 17 bidrag brug af begrebet. Jeg gør det selv i min PhD, og finder begrebet meget nyttigt for den økumeniske missionsbevægelses samtale på tværs og den enkelte missionærs teologiske refleksion over egen praksis. Vi har brug for et sprog som er rummeligt nok til en mangfoldighed af virkeligheder. Selv afgrænser jeg begrebet til dette: Guds mission er i lighed med Kristus at formidle Guds rige.
3. Meget aktuelle temaer som økologi og kunstig intelligens var der også gedigne foredrag om. Tidligere vicegeneralsekretær i Kirkernes Verdensråd, Isabel Apawo Phiri, inddrog egne erfaringer i oplægget om vandmangel og bæredygtighed. Hun oplistede mange bidrag om ”vandteologi”. Friskt vand til at drikke, primært, men hendes oplæg mindede mig også om ”blå teologi” som en udvidelse af grøn teologi, hvor havets ret til liv og betydning for denne jord ikke må glemmes, jfr. denne artikel i Semper Magasin.
Den rumænske ortodokse præst Fr. Gabriel Hanganu arbejder som forsker på Alan Turing Institute i London, Storbritanniens National Institute for Data Science and Artificial Intelligence. Han understregede at AI er et menneskeskabt produkt uden sjæl. Kirkefædrenes lærdom om åndelig skelnen og en årvågen sjæl (nous) kan udruste os til at modstå den nye teknologis falske løfter.
Jeg er taknemmelig til Mellemkirkeligt Råd og BDM som gjorde det muligt for mig at deltage i konferencen. Den var inspirerende og tankevækkende. Den verdensvide kirke og missionsbevægelsen lever og bidrager til en bedre verden. BDM og Brødremenigheden er en værdifuld del af den, sammen med Folkekirken og missionsforskerne.