Den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, der døde søndag den 26. december 2021 i en alder af 90 år, var et forbillede for både sorte og hvide. Fra hele verden strømmede det efterfølgende ind med hyldester til Tutu og reaktioner på hans liv og betydning.
Uudslettelige er også de personlige aftryk, som den blot 160 centimeter høje kirkeleder og fredskæmper satte gennem utallige møder med mennesker verden over gennem et langt liv. Én af dem er Dieter Zellweger, pensioneret præst og medlem af Brødrekirken i Schweiz. Som udsendt til Tanzania traf han Desmond Tutu i Kenya og fortæller her om et usædvanligt møde på et hotelværelse i Arusha:
Tre afrikanske mænd har haft en særlig betydning i mit liv og for min tro: Theophilo Kisanji, Julius Nyerere – og Desmond Tutu. Den triste nyhed om Desmond Tutus død inspirerer mig til at fortælle om det personlige møde jeg, sammen med min lærerkollega, pastor Nkaisule Nzowa, havde med denne unikke personlighed i 1975.
I 1974 blev jeg underviser på Moravian Theological College i Chunya i Tanzania. Dette seminarium var en del af ”Association of Theological Institutions in East Africa”, og i 1975 blev min kollega Nkaisule Nzowa og jeg udvalgt til at deltage i sammenslutningens årlige møde i Arusha. På denne konference lyttede vi til mange foredrag, der gav os hjælpsomme tips til vores arbejde som teologiske undervisere, og særligt et af disse var fremragende. Det blev holdt af lederen af ”Theological Education Fund” i Kirkernes Verdensråd, en mand ved navn Desmond Tutu. Jeg havde aldrig hørt om ham før, men hans foredrag gjorde så stort et indtryk, at jeg stadig husker det syvogfyrre år senere!
Mit førstehåndsindtryk var selve den måde, hvorpå han talte med en dyb indlevelse, et stærkt intellekt og med skarpe øjne fyldt med humor og glæde. Han mindede os om, at vi som teologiske undervisere bærer et stort ansvar, idet vi former og danner dem, der skal lede de kristne i de hurtigt voksende kirker. Han fremhævede to punkter som afgørende i vores undervisning:
”Respekter den afrikanske spiritualitet”!
Især som europæiske lærere har vi meget at lære på dette område og bør tage det til os som en kilde til berigelse for den verdensomspændende kristendom.
”Sæt eleverne i stand til at læse Bibelen i dens historiske kontekst ved at bruge den kritiske bibelske forskning”!
Følg ikke rådene fra racistiske koloniale fordomme, der siger: “Afrikanere har en enkel og direkte tro, og de bør læse Bibelen, som den er. De har ikke brug for den kritiske analyse af dens historiske baggrund.” Tutu modsatte sig på det kraftigste udsagnet og sagde, at en fundamentalistisk læsning af Bibelen, der tager hvert ord bogstaveligt, ofte følges af en autoritær holdning. Bibelen er en bog om befrielse, for mænd og kvinder, der tænker og bruger deres fornuft uden frygt!
Bror Nkaisule og jeg var så imponerede over dette foredrag, at vi ønskede at møde foredragsholderen personligt og stille ham nogle flere spørgsmål. Vi fik at vide, at han var gået op på sit værelse, og så gjorde vi noget, jeg aldrig ville turde i dag: Vi bankede på hans dør! Han bød os velkommen, satte sig på sin seng og undrede sig over disse to dristige unge lærere. Han havde lige åbnet et brev og delte med os, hvad han havde læst: “Jeg har lige fået et brev fra Sydafrika, og de beder mig overveje en opfordring til at vende tilbage til mit hjemland for at blive den første sorte dekan for den anglikanske kirke i Sydafrika! Det vil betyde, at jeg skal forlade det arbejde for Den Teologiske Uddannelsesfond, jeg startede for to år siden.” Jeg husker ikke helt, hvad vores reaktion var, men jeg mener vi gav udtryk for, hvor meget vi satte pris på hans gave som teologisk underviser og ville være kede af, hvis han måtte opgive det.
Vi ved i dag, at han fulgte kaldet samme år og senere endda blev ærkebiskop. Men i alle disse stillinger forblev han en lærer, ikke kun for elever, men for alle mennesker i Sydafrika og rundt om i verden. Jeg mødte ham aldrig igen, men jeg har kunnet læse nogle af hans bøger og lytte til hans taler i fjernsynet. Han var ikke altid let at have med at gøre, for han var en profetisk røst, som det kan gøre ondt at lytte til, men derfor også kan hele sår. Han lagde skylden på apartheidpolitikken og bebrejdede fejheden i de mange kirker, som ikke deltog i kampen mod den.
Efter befrielsen var han en vigtig følgesvend for Nelson Mandela, og var ikke bange for at tale åbent imod korruption i den efterfølgende tid. Han kunne blive vred, men havde aldrig et mørkt sind. Han viste altid glæde, og sagde, at de, der gør mørkets gerninger, i virkeligheden er de fattige, og at de, der kæmper for sandhed og retfærdighed, er glade og frie. Det kan vi alle lære af ham, og det vil vi altid tage med som vort minde.
Dieter Zellweger (f. 1947) er pastor emeritus i den reformerte kirke og medlem af Herrnhuter Sozietät Basel (Brødremenigheden i Schweiz). Som Cand.theol. var han udsendt til Tanzania af Brødrekirken som docent og underviser på det teologiske seminar i Chunya og senere i Mbeya i årene 1973-1980.