Center præger børns fremtid på Vestbredden  

Stjernebjerget Rehabiliteringscenter lærer palæstinensiske børn og unge at tage ansvar i et lokalsamfund, der er svækket af vold og konflikt.

Hvordan præger volden på Vestbredden børnene og de unge? Hvilke følelser og reaktioner vil de vokse op med? Kan de andet end at blive bitre og enten reagere indad i sorg og isolation eller udad i vrede og frustration?

Det står hen i det uvisse, men Stjernebjerget Rehabiliteringscenter udenfor Ramallah vil ikke blot vente og se, hvad der sker. Centret præger fremtiden allerede nu gennem projektet “Fremme af rummelighed i lokalsamfund gennem godt medborgerskab”.

180 børn og unge i seks landsbyer

I over et år har Stjernebjerget drevet 6 børne- og ungdomsklubber med ca. 30 deltagere i hver for at lære den opvoksende generation at tage ansvar for medborgere og lokalsamfund helt ned til det helt konkrete at hjælpe ældre og syge og endda rydde op og passe godt på omgivelser og miljø.

– Her lærer børnene, hvad det vil sige at være gode medborgere. Det sker gennem undervisning, leg, drama, rollespil, sport og andre sociale aktiviteter, har centerleder Ranya Karam tidligere fortalt til BDM.

180 børn og unge har deltaget i klubberne, der er spredt over de seks landsbyer Nalin, Kharbatha Misbah, Beit Luqia, Petunia, Deir Abu Mashal, og Qubia.

Brug for hjælp til at fortsætte projektet

Projektet er drevet med støtte fra det tyske agentur for internationalt samarbejde, GIZ. Men støtten gælder kun et år, og derfor søger Stjernebjerget nu andre sponsorer, så klubberne kan fortsætte det vigtige arbejde.

For nylig blev projektet fejret med en stor fest, hvor børnene, de unge og deres undervisere viste forældrene, hvad de havde lært. Både at fastholde et godt kammeratskab, samarbejde om forskellige aktiviteter og opsamle vide ud fra de erfaringer, de havde gjort sig løbende.

Undervisningen tager afsæt i seks søjler: Trofasthed, respekt, ansvarlighed, retfærdighed, omsorg og medborgerskab.

’Det handler om at være gode borgere’

– Børnene lærer, hvordan de passer godt på miljøet, tager sig af mennesker med handicap, de ældre, dyrene, ja alle ting omkring sig. Det handler om at være gode borgere, der tager ansvar for deres samfund, siger Karam.

Det er især vigtigt lige nu, hvor de palæstinensiske selvstyremyndigheder på grund af konflikten ikke har overskud til at udfylde deres rolle i lokalsamfundet.

På afslutningsfesten blev der også vist en kortfilm, der dokumenterede projektets aktiviteter. Festen sluttede med uddeling af certifikater til deltagerne.

Stjernebjerget Rehabiliteringscenter modtager fast støtte fra BDM.

Læs mere om projektet her.