Børnene lider under eftervirkninger af krig, og børnehjemmets inventar er ødelagt, fortæller leder af Knudsen House ved Uvira, Abangwa Modeste.
Børnehjemmet Knudsen House i Kakuzi gennemgik nogle kaotiske perioder fra februar til maj, hvor egnen rundt om Uvira i DR Congo var præget af krigslignende tilstande på grund af oprørsstyrkens indtrængen i regionen. Det medførte et betydelig tab af materielle ting og var ødelæggende for børnenes dagligdag, da de i hast måtte evakueres og indkvarteres i Uvira.
Det fortæller børnehjemmets leder Abangwa Modeste.
– Hårdest gik det ud over inventaret i børnenes huse: møbler, madrasser, fødevarer og husgeråd, der enten blev smadret eller stjålet. Det samme skete for medicindepotet både på hjemmet og nede på den tilknyttede klinik, hvilket vanskeliggjorde behandling af børnene under sygdom, fortæller han.
Børnene er nu flyttet tilbage til Kakuzi, men…
– De lider stadig under eftervirkningerne af disse overgreb, da vi endnu ikke har været i stand til at reetablere den tidligere standard. Derfor beder vi jer om ikke at glemme os, selv om det kaos, vi befandt os i, er stilnet af siger Modeste og tilføjer:
– Det er os meget magtpåliggende at børnene igen oplever fred og tryghed i hverdagen, så de kan dygtiggøre sig og blive gode eksempler for dem de bor iblandt.