At bede er at kunne sit Fadervor, være stille, vente og lytte. At være missionær er at gå på opdagelse, dele gaver og møde det fremmede med åbent sind. Begge dele kan synes ineffektivt, men er en kilde til glæde. Biskop emeritus Steen Skovsgaard prædikede ved Missionsfestens gudstjeneste.
Missionsfest 2025 den 25. maj begyndte med en gudstjeneste i Brødremenigheden i Christiansfeld, hvor biskop emeritus Steen Skovsgaard prædikede. En prædiken, der tog højde for det, der må være enhver missionærs dilemma. Ønsket om at dele evangeliet og at folk må modtage budskabet på den ene side. Afmagten ved, at det ikke altid lige sker, som man håber og drømmer.
Med Fadervor som ballast i livet
Her tog Steen Skovsgaard fat på bønnen som en mulighed. Bed og I skal få, for at jeres glæde kan være fuldkommen, sagde Jesus. Gennem bøn kan tilsyneladende modsætninger – ønsket om medgang, oplevelse af modgang – gå op i en højere enhed. Som han sagde: Så længe man kan sit Fadervor og kan lægge alt over i Guds hænder, er glæden en mulighed.
– Igen og igen hedder det hos salmisten, at han venter på Herren, at han er stille for Ham. For hos Herren er frelsen, hos Ham er der altid udfrielse.
Missionærer er opdagelsesrejsende
Herefter fortalte biskoppen om Pakistanmissionærerne Roger Hooker & Christopher Lamb som i bogen Love the Stranger: Ministry in Multi-Faith Areas deler ud af deres erfaringer og giver råd til, hvordan man tilgår missionærgerningen:
– For det første definerer de en missionær som en opdagelsesrejsende. Man kommer som missionær fra et andet land, fra en anden kultur, og har en helt anden baggrund end dem, man nu skal ud og arbejde og leve iblandt.
Vær åben og del gaver med hinanden
Her skal man netop opføre sig som opdagelsesrejsende, for man kommer som en fremmed og møder andre som fremmede.
– Vi kan ikke være andre end os selv. Men ligesom for en opdagelsesrejsende gælder det om at møde det fremmede åbent, nysgerrigt og kærligt, sagde Steen Skovsgaard.
– Og så skal man være parat til at dele gaver med hinanden. Man kommer med noget, man gerne vil give, og man modtager gaver, fremmede ønsker at give. Det skal gå begge veje.
Giv dig tid til at slentre
Det andet råd, Pakistanmissionærerne giver er, at man skal give sig tid, tid til at slentre.
– Det er ikke altid, men mange gange. På veje, marker, i center, overalt, hvor der er mennesker. Og så skal man være åben over for, hvem man møder.
– Måske er denne ”slentring” en af de vanskeligste discipliner, for vi er jo vant til og opdraget til at være effektive. Vi skal kunne fremvise resultater.
Men sådan en tilgang til missionæringen duer ikke, sagde Steen Skovsgaard, hverken til opgaven eller livet i det hele taget.
Bøn er en kilde til glæde
– Det minder om bønnen. Bønnen, som den betragtes udefra, er det mest ineffektive, man kan give sig i kast med. Man sidder der med hænderne i skødet, man laver ikke noget, udretter tilsyneladende intet. Man lægger alligevel alting frem for Gud. Lægger navne, problemer og bekymringer frem for Gud. Er stille og venter og lytter.
Det er her midt i vadestedet mellem ønsker og opfyldelse at glæden er at finde.
– Det er i bønnen Jesus lover os, at vores glæde skal være fuldkommen, sagde Steen Skovsgaard.
Lyt til prædiken og gudstjeneste her.
