Biskop Marianne Christiansen roste ved jubilæet Brødremenigheden for at supplere den lutherske arv med glæde, kærlighed og fællesskab.
– Vort lam har sejret, lad os følge ham. Under dette mærke og motto holder I i brydningerne os alle sammen fast på, at kærlighed, som er kommet til udtryk i Jesus, i hans kærlighedsoffer og sejrrige opstandelse, at det er den kærlighed, som er Guds sejr over al ondskab og ødelæggelse, og at vi er kaldet til at følge ham, udleve kærligheden til Gud og til medmennesket, åndeligt og praktisk.
Sådan begyndte biskop over Haderslev Stift Marianne Christiansen sin tale ved Brødremenighedens kærlighedsmåltid, der afsluttede markeringen af Brødremenighedens og Christiansfelds 250 års-jubilæum søndag den 13. august 2023.
Kærlighedsmåltidet er en tradition i Brødremenigheden. Her serveres boller med rosiner sammen med sød the.
Brødremenigheden er et glad og håbefuldt forbillede
– Kærligheden er virkelig, og den skal leves, pointerede biskoppen og fortsatte:
– I dag kan vi takke for jer, takke for den nuværende Brødremenighed og for hvad I betyder i vores kirke og samfundsliv, både for Danmark og resten af verden i de 250 år. Byen Christiansfeld er et billede på det fuldkomne samfund, hvor vi kan leve i kærlighed med hinanden.
– I Danmark er vi dog prægede af lutherske arv, at vi er skeptiske, fordi vi jo er arme, egoistiske syndere, fortsatte hun: – Kan det nu også gå, at vi kan leve sammen i kærlighed? Men netop her er Brødremenigheden et glad og håbefuldt forbillede, som viser, at kærlige og praktiske, hjælpsomme fællesskaber findes og kan være virkelig i vores verden.
’I viser et ligeværdigt fællesskab i liv og død’
Helt konkret har den hjælpsomme kærlighed haft – og har – betydning i vores land og også udover byen Christiansfeld, sagde Marianne Christiansen i sin hilsen og gav flere eksempler:
– Jeres liturgi, jeres sang, jeres musik, jeres måde at tænke de menneskelige fællesskaber på som kor, hvor alle nu synger med på den evige lovsang. Og så jeres kald til et ligeværdigt fællesskab i liv og død, og jeres stærke betoning af glæden over Jesu kærlighedsoffer og sejrrige opstandelse.
– Denne tone, som indimellem er sådan en mild og blid sang og ind imellem triumferende som basuner, den tone kalder håb frem i os alle, sammen med jeres praktiske kærlighed til håndværk, til hinanden og til fællesskabet mellem mennesker ud over jorden.