Biskop: BDM har åbnet verden og modvirket selvtilstrækkelighed

– At være missionsdrevet er at dele Jesu ord med andre, skabe fornyelse og handle til gavn for de lidende, sagde biskop Marianne Christiansen ved BDM’s Missionsfest.

”Vi beder dig for alle, som har det svært i krop og sjæl, alle syge og sorgfulde, alle fangede, hjemløse og landflygtige. Vær hos alle, som er ramt af verdens uretfærdighed, krig og undertrykkelse og fattigdom. Og skab dig af os alle redskaber for din fred og din retfærdighed.”

Med den bøn indledte biskop Marianne Christiansen sin prædiken i Brødremenigheden i Christiansfeld som optakt til Brødremenighedens Danske Missions Missionsfest på Danmarks befrielsesdag den 5. maj 2024.

Jesus giver et nyt syn på verden

Prædikenteksten var Jesu ypperstepræstelige bøn fra Johannes-evangeliet kapitel 17: ”Således talte Jesus…”

– I år falder befrielsesdagen på 5. søndag efter påske. Hvor vi hører om Jesus som det sande billede og navn på Gud, åben for alle i Jesus. Det sætter for altid et nyt syn på verden. Et syn på Gud som ikke er for eller imod den ene eller den anden, men altid hos det lidende menneske, uanset hvorfra de kommer.

– Det er en glæde over det, vi har fået at dele, Ordet, troen, håbet og kærligheden. Og det er også en glæde over det, selve missionsbevægelsen har betydet og betyder: Fællesskab, venskab, kendskab mellem mennesker på denne runde, blå og grønne planet.

– Verden er præget af krig, og vi kan hurtigt miste modet. Men der er håb i evangeliet om, at der også er kærlighed i verden, en Gud, hvis billede er formidlet gennem Jesus.

Den største værdi i det mindste menneske

Derefter definerede biskoppen hvad missionsarbejde egentlig er for en størrelse:

– Mission er at dele det som vi har fået. Og føle sig sendt med en opgave. Og det er sandelig også at opleve og opdage, hvor meget andre har at give til én selv. Hvor meget vi kan lære af andre, andre kulturer, andre udtryk, andres visdom, og andres måde at forstå Jesu ord.

Brødremenighedens Danske Mission har åbnet sprog og kulturer for hinanden, sagde Marianne Chrstiansen.

– I har givet blik for, hvor vidunderligt stor og rig verden er. I udlever kaldet til at dele Jesu ord og liv og åbenbaring og bevare os fra at sande til i selvtilstrækkelighed. Og tro at vi alene vide, hvordan man skal leve.

– Ved udblikket i verden med evangeliets ord i ørerne opdager vi, at den største værdi ligger i det mindste menneske, uanset herkomst. Og i det mindste græsstrå, den mindste mikrodel af kosmos.

– Det ved I i Brødremenighedens Danske Mission. At mission er at forkynde evangeliet med mund og hånd. Og som jeg har forstået grev Zinzendorfs instruks: At vi skal begynde med at tie stille – og lytte.

Missionserfaringer sætter sig i sproget

At være missionsdrevet er at være drevet af Guds kærlighed til at formidle evangeliet til hele mennesket i hele verden. Mission er at dele det, vi har modtaget. Det er at dele Jesu kærlighed til andre. Men også at modtage. At være modtagelige for andres visdom, sagde biskoppen og gav et eksempel på at missionserfaringer har sat sig i det danske sprog:

– Jeg hørte i radioen om missionspartnerskab og spidsede ører. Det handlede om Den Grønne Innovationsfond som led i Den Grønne omstilling. Det står på deres hjemmeside, at de indgår investeringsaftaler med Danmarks fire ”missionsdrevne” grønne partnerskaber. Formålet er at opbygge kapaciteten omkring og inden for partnerskaberne og ”forbedre deres muligheder for at arbejde missionsdrevet”.

– Jeg synes at vi her på missionsfesten kan glæde os over, at erfaringen af missionen og hvad den har bibragt verden gør, at ordet nu bruges i andre sammenhænge. Når noget skal være missionsdrevet, betyder det, at de skal deles med andre, skabe fornyelse og handling.

Mission med mund og hånd

Hvad vil det så sige at være missionsdrevet? spurgte biskoppen retorisk og vendte til bage til Jesu ypperstepræstelige bøn i Johannes-evangeliet: Sådan talte Jesus!

– Johannes gengiver Jesu lange afskedstale til disciplene i fem kapitler. En tale til afsked. Og en tale til begyndelse. Det er en tale om, hvordan disciplene skal leve. I kærlighed, glæde og håb.

– Sådan talte Jesus – ikke i koncentrerede nøglesætninger på en power point. Han skyldte sig ikke med at blive færdig. Han vaskede fødder. Han helbredte. Han spurgte. Og lyttede. Det er den måde, vi er kaldet til at give Ordet og Guds navn videre. Missionsdrevet. Mission med mund og hånd.