ANDAGT:
”Vi beder om, at I med al visdom og åndelig indsigt må få fuld kundskab om Guds vilje, så I kan leve, som Herren vil det, på alle måder ham til behag, og bære frugt med alle gode gerninger, vokse i kundskab om Gud og styrkes med al kraft ved hans herlige magt til al udholdenhed og tålmodighed.” (Kolossenserbrevet 1:9-11).
Når vi hører om missionsarbejde i lande som Tanzania, DR Congo, Albanien eller på Vestbredden kan det føles fjernt fra vores hverdag og svært at engagere sig i. Afstandene er store, og kulturerne er forskellige.
Men mission er ikke kun noget, der udføres af dem, som er derude. Det er en opgave for hele kirken. Vi kan også herhjemme spille en aktiv rolle – også fra vores egen dagligstue.
Bøn forvandler
En betydningsfuld måde, hvor vi kan deltage i mission på distancen, er gennem bøn. Når vi beder, bliver vi aktive medspillere i Guds mission ude i verden. Når vi for eksempel beder for kirken i DR Congo, der arbejder i et konfliktfyldt område, bliver vi en del af deres kamp og håb. Vi løfter dem op for Gud og beder om beskyttelse, styrke og visdom.
Det samme gælder, når vi beder for vores missionærer i Tanzania. Vores forbøn kan give dem mod og vejledning i deres tjeneste. Selvom vi ikke fysisk er til stede, er vi med til at støtte dem åndeligt og bringe deres behov frem for Gud.
Når vi samles i bøn, bliver vi altså en del af den større fortælling om Guds store mission i vores verden.
Et bagland, der bærer missionen
Ikke alle kan rejse ud, men alle kan bede. Som missionsorganisation har BDM brug for et stærkt bagland, der løfter arbejdet i forbøn.
Derfor er opfordringen enkel: Lad os bede. Lad os løfte missionsarbejdet frem for Gud og stole på, at Han virker gennem vores bønner.
Formuler din egen bøn
Tag et øjeblik, find ro, og formuler en bøn, hvor du beder for missionærer, kirker i andre lande eller mennesker, der endnu ikke har hørt evangeliet. Du kan bruge disse spørgsmål som inspiration:
- Hvem eller hvilket område ligger særligt på dit hjerte?
- Hvad håber du, Gud vil gøre i missionens arbejde?
Sammen med dette blad finder du BDMs bedefolder, hvor du får konkrete bønneemner for vores arbejde. Tag den med. Hæng den op på køleskabet. Lav evt. en påmindelse i din kalender om at bede for Guds mission.