Af Signe Kruse, ungdomssekretær
Det skete i 2023:
I foråret sendte vi fire volontører til Peter’s Hus i Sumbawanga. Anne Jørgensen og Majken Plougmann Hansen var med til at skabe en sjov og tryg hverdag for børnene, mens Torbjørn Hareide og Jonathan Vig som praktiske volontører byggede en fodboldbane og et stort hønsehus.
Daniel Toft Bundgaard, Anna Meiner, Karoline Hebsgaard og Isak Ahrens Holst blev udsendt til Sikonge i august 2022 og fortsatte deres ophold til sommeren 2023. De har fungeret som lærervolontører for de danske missionærbørn.
To nye ungdomssekretærer
I løbet af foråret blev to nye ungdomssekretærer ansat. I marts blev 22-årige Signe Kruse ansat af BDM som ny ungdomssekretær. Hun afløste Rebekka Brødsgaard Knudsen, der stoppede efter sine to år på posten. Signe overtog Rebekkas opgaver med kontakt til volontørerne i Tanzania, volontørkursus og opfølgning efter endt volontørophold.
22-årige Celia Skjerning blev i juni ansat som Signes nye makker. Celia overtog posten som ungdomssekretær efter Emma Nørgård Kristoffersen. Hendes opgaver består primært i at engagere sig i BDMU, opdatere sociale medier og fortælle om BDM’s arbejde ved forskellige ungdomsarrangementer.
Signe og Celia har sammen været afsted på Peters Hus i 2021 og er derfor begejstrede for at kunne give den oplevelse videre til andre unge.
Flere volontører
I efteråret har vi sendt fem volontører til Peter’s Hus i Sumbawanga. Amalie Møller Hansen, Sara Vigsø Østerby, Ester Thomey Damgaard, Lucas Bach og Mads Emil Lykke Jensen skal alle være med til at sørge for, at Peters Hus er et sted med sjov og aktiviteter som fodbold og spil.
Derudover har vi sendt Ella Wessing, Lærke Holst Rechnagel, Miriam Lærke Kure og Jonathan Lauritzen til Sikonge. De skal i samarbejde med den nyansatte lærer Lene Skriver undervise seks danske børn.
Samler ind og samler folk
Herhjemme i Danmark er noget af vores tid også blevet brugt på indsamling. BDMU’s projektgruppe holdt i foråret loppemarked til fordel for børnehjemmet for børn med handicap i Uvira, DR Congo. Der blev under loppemarkedet samlet 3.200 kroner ind.
Børnehjemmet er opdelt i fem børnehuse, hvor 10 børn har en mor, som skaber et hjem for dem. Derudover støtter børnehjemmet yderligere 100 børn og unge, som er gået videre til skolens ældste klasser og gymnasiet. BDMU støtter hvert år et af husene ved navn ’Edmonds børnehus’.
Udover indsamling har vi også være samlet til et socialarrangement i BDMU. I september blev der i Aarhus afholdt volontørhygge for både gamle og nye BDMU’ere til spil, pizza og fortællinger fra Tanzania. Det var en hyggelig aften med både gamle og helt dugfriske historier fra Tanzania.
Den 5. oktober holdt BDMU ekstraordinær generalforsamling. Bestyrelsen består nu af Signe Thomsen, formand, Emma Kristoffersen, næstformand, Maria Gramstrup, kasserer og Lea Thusgaard samt Emma Skov som menige medlemmer.