PÅSKEANDAGT: Jesu opstandelse påskemorgen satte ikke et punktum for lidelse i verden, men gav os håb om et kommende liv, hvor lidelse afløses af fred og glæde.
Af Knud Elmo Knudsen, frivillig medarbejder og missionær
”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.” (Mark.9,34.)
Påsken er lige for, og vi følger Jesus, når han bærer sit kors gennem Jerusalems gader til Golgata. Jesus forberedte flere gange disciplene på, hvad der ville komme til at ske; at han skulle arresteres, tortureres og henrettes, men opstå på tredjedagen.
Opfordringen om at skulle tage sit kors op for at kunne følge Jesus, kan derfor virke skræmmende, for vi husker kun alt for godt de lidelser, han blev udsat for Langfredag. Vi både græmmes, når vi sætter os i Simon Peters sted, og skræmmes, når vi hører om de lidelser Jesus måtte igennem.
Er det det kors Jesus mener, at vi skal tage op? – Nej, det er det ikke, for det bar han jo for os én gang for alle.
Vores kors er at følge ham, for når vi følger ham vil det medføre lidelse. Når vi som Jesu følgere kommer til at betragte vore medmennesker gennem hans øjne, bliver vi medlidende og må i lighed med Jesus prøve at afhjælpe deres lidelser. Medlidenhed er en tom følelse, hvis ikke den bliver omsat til en handling, som kan mindske eller afhjælpe lidelsen.
Aldrig har verden oplevet så meget lidelse som nu. Hver dag overvældes vi med nedslående oplysninger fra alle verdenshjørner om både natur- og menneskeskabte katastrofer, krige, politiske undertrykkelser o.l., som alle medfører lidelser. Ofte føler vi os fuldstændig afmægtige og ude af stand til at bære det kors, som medlidenheden kræver af os.
Men korset vi bærer, er ikke kun en byrde – det er også en pegepind, der, når vi føler os magtesløse, hele tiden viser os hen til ham, der siger: ’Kom til mig alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder… lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet’ (Matt. 11:28-30).
Når vi lærer af Jesu ydmyghed over for Faderen, må vi erkende, at vi, selv i vores medlidenhed med andre, ikke er overladt til os selv, men i den følelse af afmagt, der oftest følger med, kan bede Gud om hans hjælp til at bære eller lindre lidelsen for dem, der lider.
Jesu opstandelse påskemorgen satte ikke et punktum for lidelse her i verden, men gav os et håb om et kommende liv sammen med ham, hvor lidelse afløses af fred og glæde.
Glædelig påske!