”Kirkebyggerier handler om at bygge fællesskaber, og det føles fantastisk at gøre det sammen,” fortæller Bettina og Morten Poulsen i deres seneste nyhedsbrev fra Tanzania.
”Det går stærkt i både Ngasamo, Imalanzala og Ngogo!”
Sådan indleder Bettina og Morten Poulsen deres nyhedsbrev om byggearbejdet i Mwanza og omegn i Tanzania. Selv om deres arbejde også indbefatter evangelisation og undervisning, er rammerne vigtige for menighedens fællesskab og for at kirken bliver en etableret del af lokalsamfundet.
Man kan bestille deres og andre missionærers nyhedsbreve direkte til indbakken her.
Her følger et kort uddrag af missionærernes rapport i nyhedsbrevet fra netop byggearbejdet.
”I Ngasamo står præsteboligen nu færdig med tag. Næste skridt er opførelsen af en ny kirke. Behovet for en større bygning er opstået, fordi menigheden er vokset betydeligt og nu tæller omkring 140 medlemmer, hvilket har gjort den nuværende kirke for lille. Med støtte fra BDM og menighedens egen indsats er arbejdet med den nye kirke godt i gang. Der er allerede gravet ud til et nyt fundament rundt om den eksisterende bygning, hvilket tydeligt viser omfanget af den kommende udvidelse og bringer drømmen om en større kirke et skridt nærmere virkelighed.”
I Imalanzala belv kirkens grund ”omdannet til byggeplads, og mange mænd kom for at hjælpe med at bygge spær. Det var tre meget intense dage. Da Morten kørte, var de første spær allerede på plads. Næste fase er at få taget lagt. Menigheden i Imalanzala tæller lidt over 150 medlemmer, og de glæder sig meget til, at kirken bliver klar til brug.”
I Ngogo er en ny kirkebygning også under opførelse. ”Den eksisterende bygning er nu i så dårlig stand, at menigheden hverken tør eller bør forsamles i den, da murene kan styrte sammen. De arbejder hurtigt derude, og inden for et par måneder vil den nye og større kirkebygning stå klar til den voksende menighed.
”Foråret 2025 byder på flere byggerier, og selvom Morten er den praktiske tovholder, arbejder vi tæt sammen om planlægning og design. At bygge handler om mere end mursten – det handler om at bygge fællesskaber, og det føles fantastisk at gøre det sammen,” slutter Bettina og Morten Poulsen denne del af deres nyhedsbrev.
Man kan bestille deres og andre missionærers nyhedsbreve direkte til indbakken her.