I Kristus er vi velsignet med hele den himmelske verdens åndelige velsignelse, skriver Paulus.
Andagt af Svend Løbner, redaktør
Jeg stod for en vielse i Agerskov Kirke, og alt forløb som det skulle. Lige med undtagelse af, at jeg glemte at lyse velsignelsen over forsamlingen til sidst. Jeg var nok lettet over at vielsestalen var vel overstået.
Men, fik jeg at vide af en sød dame med lettere desperation i stemmen: Du glemte velsignelsen!
Og jeg tænkte lettere omtumlet: Øv! Men så fløj det ud af munden på mig: Men vi er jo allerede velsignet med hele den himmelske verdens åndelige velsignelse!
Et ringe forsvar for min forsømmelse – men dog sandt. For vi er jo velsignet med hele den himmelske verdens åndelige velsignelse i Kristus. Det skriver apostlen Paulus i sit brev til efeserne, kapitel 1, vers 3.
Og han uddyber:
Vi er udvalgt (v. 4), forudbestemt til barnekår (v. 5), og vi er forløst og har fået syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er (v. 7).
Og som det ikke var nok, har Gud i sin nåde givet os visdom og forstand (v. 8) og gjort os til arvinger (v. 11). Hvad mere kan man ønske sig?
Det er rigtig fint at blive mindet om Guds velsignelse, når præsten lyser den aronitiske velsignelse over os i gudstjenesten. Men velsignelse er altså ikke noget, vi blot modtager den stund, hvor præsten udsiger velsignelsens ord.
Som altid er sakramenter og kirkelige handlinger til for os, ikke for Gud. For Ham er de åndelige velsignelser en evig realitet. Det er blot os, der glemmer det en gang imellem.
Velsignelsen kan tage mange former. Nogle af dem har Paulus beskrevet oven for. Visheden om, at vi er udvalgte, frigjorte, tilgivet og udrustet til at leve livet, er da et velsignet grundlag at hvile på.
Det vil jeg prøve at huske. Og skulle det glippe, som det gjorde den dag i kirken, kan jeg indprente mig velsignelsen med Kari Jobes sang:
The Lord bless you and keep you
Make His face shine upon you and be gracious to you
The Lord turn His face toward you
And give you peace
May His favor be upon you
And a thousand generations
And your family and your children
And their children, and their children
Amen, amen, amen…