Den absolutte nåde åbner for, at vi tør indrømme vores fejl og sige som den samaritanske kvinde: ”Kom og se Ham som har sagt mig, alt det, jeg har gjort.”
Kom og se en mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon han ikke skulle være Kristus? (…) Fra den by kom mange af samaritanerne til tro på ham på grund af kvindens ord, da hun vidnede: ”Han har sagt mig alt det, jeg har gjort.” (Johannesevangeliet, kapitel 4, vers 29, 39).
Ordet kommunikation kommer af det latinske communicare, som betyder ”at gøre fælles”. Kommunikation er at skabe fællesskab. Derfor har vi de afledte ord: kommune, kommunitet og det engelske ord for nadver, communion, som symboliserer det dybeste fællesskab med Gud i kristen tradition.
Og hvad er så baggrunden for det citat, jeg begyndte med: ”Kom og se en mand, som har sagt mig alt det, jeg har gjort…” Jesus havde sat sig ved brønden og startet en samtale med en samaritansk kvinde. En samtale, der kulminerer i, at kvinden inviterer naboer og venner til at møde ham, som har afsløret hende totalt!
Folk kan lide én, der reder dem med hårene, men her sker det modsatte. Jesus afslørede kvinden, og hun fulgte ham. Så må man sige, at kommunikationen – endda i form af den svære samtale – er lykkedes.
Gud spejder efter hjertekontakt
Jesu samtale med den samaritanske kvinde kulminerer i spørgsmålet: Hvor og hvordan bør man tilbede Gud? Her på Garizim-bjerget eller i Jerusalem?
Jesus går slet ikke ind i den diskussion. Han tager ikke parti i modsætningen ”os og dem”. Det handler hverken om ”her eller der”, men om at tilbede i ånd og sandhed, hvor man nu end befinder sig.
Og det er her, Jesus på kryds og tværs af religion, kultur og tradition siger: Gud søger det enkelte menneske og spejder efter hjertekontakt. Som salmisten udtrykker det:
”Herren skuer ned fra Himlen på menneskenes børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.” (Salmernes Bog, kapitel 14, vers 2).
Sådan er det. Gud og mennesker. Ikke hvilken religion, man bekender sig til. Hvilke dogmer man er enig med. Hvilke traditioner, man følger. Hvilken kultur, man er opdraget med.
Ånd og sandhed åbner himlen
Jesus siger: ”Men den tid kommer, ja eller allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det sådanne tilbedere Faderen søger.” (Johannesevangeliet, kapitel 4, vers 23, 1948-oversættelsen).
Og han slår fast: ”Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.” (v. 24).
Gud er Faderen for enhver – enhver! – der vil tilbede ham i ånd og sandhed. For dem er himlen åben. Der er altid en himmel åben for den ærlige søger – uanset hvor, hvornår og hvilken religiøs baggrund man har.
Gud er altid på udkig efter dem, der søger ham. Han søger ærlige søgere, uanset hvilket folk, hvilket sprog, hvilken kultur, ja hvilken religion, vi er rundet af. Han vil gerne åbenbare for os hvem han er, hvis vi åbner os for det.
Det er dette nådens favntag, der åbner for, at vi tør indrømme vores fejl og sige som kvinden ved brønden: Kom og se Ham som har sagt mig, alt det, jeg har gjort.