Ærlighed indgår i det krav Gud stiller til os – ærlighed i vores tro på Ham; ærlighed overfor næsten, som jo er enhver vi møder; og ærlighed over for os selv, hvor vi må nå til den erkendelse, at vi ikke magter det ved egen kraft.
Andagt af Knud Elmo Knudsen
Og de holdt øje med Jesus og sendte nogle, der foregav at være ærlige folk, men skulle udspionere ham for at fange ham i hans ord, så de kunne overgive ham til øvrigheden… (Luk.20,20)
Pudsigt nok er dette det eneste sted i Det nye Testamente, hvor ordet ’ærlig’ anvendes – ellers bruges det mindre konkrete synonym ’oprigtig’.
’Ærlig’ rimer på ’kærlig’, og selvom det ikke er udledt af det, så er de åndsbeslægtede – for, hvor kærlighed ikke findes, der findes heller ikke ærlighed. Kærlighed forpligter altså til ærlighed, fordi ærlighed er en af kærlighedens dyder.
Det kan jo undre en lidt, at netop de, som i det ovenstående foregav at være ærlige, anså dem selv som værende udvalgte til at varetage loven om det dobbelte kærlighedsbud – ’du skal elske Herren din Gud… og din næste som dig selv!’ I deres uforstand troede de, at de ved hjælp af løgn kunne lægge en fælde for Ham, som er Sandheden.
Skal vi give kejseren skat eller ej, spurgte de for at stille sagen op mod jødernes forpligtelse til tempelskat. Men Jesus svarede klogt: ’Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!’
Det hjalp dem ikke ret meget, for da de ikke forstod kravet i det største af deres bud, hvordan skulle de så kunne forstå Jesu svar? De bar det ellers i en kapsel bundet på panden og på venstre overarm under deres daglige bønner, for at buddet skulle være i deres bevidsthed og i deres hjerter. Deres fromhed og tro var baseret på ydre, fysiske former og dermed løst fra deres indre, åndelige forhold til Gud.
Men ordet står uændret, og derfor er det også talt til os i dag – giv Gud, hvad Guds er!
Nu er det jo ret umuligt at give noget til den som gav sig selv som et endegyldigt offer for os. Derfor gav han os nogle at være næste for – mennesker, som vi skal elske som os selv – en menneskehed som har krav på alt det, som vi ellers i kærlighed ville give til Gud.
Ærlighed indgår altså i det krav Gud stiller til os – ærlighed i vores tro på Ham; ærlighed overfor næsten, som jo er enhver vi møder; og ærlighed over for os selv, hvor vi må nå til den erkendelse, at vi ikke magter det ved egen kraft. Vi må ligesom Peter – synkende i bølgerne på Genesarets sø – ydmygt tage den hånd, Jesus rækker os.