Et venskab bliver mere og mere fortroligt, jo mere vi tør åbne os for hinanden og ærligt og redeligt fortælle, hvordan vi har det, skriver redaktør Svend Løbner i BDMnyt’s andagt.
Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer. (Johannes-evangeliet 15:15)
”Hvor er det dejligt at bo her i landsbyen, hvor vi har så mange venner,” tænkte jeg, da jeg gik en tur gen nem Lundeborg på Østfyn.
Typisk mig! Sådan er jeg formet med min flerkulturelle baggrund og opvokset på en kostskole. Men ikke alle er ens venner.
Dog har jeg lidt ret. For vi har faktisk nogle gode naboer, som med tiden rykker tættere og tættere mod venskabets centrum.
Og hvad er så det?
Det fortæller Jesus os: ”For alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer.”
Et venskab bliver mere og mere fortroligt, jo mere vi tør åbne os for hinanden og ærligt og redeligt fortælle, hvordan vi har det.
Her er det jo helt mind blowing, at Jesus, den almægtige Gud i menneskeskikkelse, kalder os for sine venner. Skaber er han, ja. Herre, ja. Arbejdsgiver også. Det kan vi alt sammen gå med til. For det er Gud også for os.
Men ven? Virkelig?
Ja, inkarnationens hemmelighed er, at han også – ud over at ydmyge sig og blive menneske – er vores fortrolige ven. Endda i en grad at han gik i døden for os. Og nu har givet os Helligånden, Talsmanden, hvis egentlige betydning af ordet para-kletos på grundsproget græsk betyder ”en, der vandrer ved siden af”, altså en medvandrer, en ledsager.
What a friend we have in Jesus, lyder Joseph M. Scrivens kendte salme. Og det er sandt! Hvilken fantastisk ven vi har i Jesus!