Romaer i Albanien: Uddannelse er vejen ud af fattigdom

Kvinder og børn fra romasamfundet sætter pris på den lektiehjælp og undervisning, de modtager i Brødrekirken.

Brødrekirken i Albanien fortsætter møder og undervisningstimer for børn og kvinder i romasamfundet i Lezhë.

Det fortæller Dena Fortuzi, der er Brødrekirkens præst med ansvar for seks menigheder i et område på størrelse med Jylland.

I udkanten af Lezhë i det nordvestlige Albanien bor et stort antal romaer, som modtager nødhjælp, støtte og undervisning fra Brødrekirken.

– Lektiehjælpsprojektet er fortsat et trygt og støttende rum, hvor børnene modtager grundlæggende læse- og skrivestøtte og deltager i aktiviteter, der fremmer social udvikling, fortæller Dena Fortuzi og fortsætter:

– Vi har også afholdt møder med kvinder for at understrege vigtigheden af ​​uddannelse, regelmæssig skolegang og den langsigtede effekt af uddannelsesaktiviteter og kvinders myndiggørelse.

Mødrene udtrykker et stærkt ønske om fortsat støtte og anerkender uddannelse som nøglen til at bryde med marginalisering og fattigdom, uddyber hun.

– Dette er noget helt nyt, da kvinderne indtil for et stykke tid siden ikke var interesserede i at uddanne deres børn. Men på baggrund af vores aktiviteter med de yngre børn står det klart, at der er behov for konsekvent og struktureret støtte og hjælp.

Dena Fortuzi har base i Albaniens hovedstad Tirana og besøger de seks menigheder mindst hver anden søndag.

Også i Tirana har kirken særlige samlinger for kvinder.

– Ud over vores ugentlige fredagsgudstjeneste begyndte vi sidste år Onsdagsbrunch for kvinder med bøn og opmuntring. Denne samling er blevet en meningsfuld kilde til åndelig styrke. Det er en særlig velsignelse at komme sammen, bede, og ind i mellem at lave mad sammen, fortæller Dena Fortuzi.

Kvinderne deler også den mad, de har forberedt derhjemme, med hinanden.

– Samlingerne styrker både fællesskabet og troen, slutter hun.