Ankjær Poulsen fortæller om den spændende optakt til den første børneklub i det lukkede Albanien for 30 år siden. Læs denne udvidede artikel og følg linket til et podcast-interview.
Herrens veje er uransagelige. Det er kaldets veje også. Det kan komme oppefra, indefra og udefra. For Ankjær Poulsen kom kaldet udefra via Albaniens ambassadør i Sverige, en delegation fra landets undervisningsministerium og en dame ved navn Viola.
Året er 1992. Albanien har netop afsluttet årtiers diktatur, og det forarmede land søger mod vest og nord for at lære om demokrati og frihedsrettigheder, herunder religionsfrihed. En delegation sendes bl.a. til Danmark og bliver af foreninger og organisationer introduceret for den danske velfærdsmodel.
Det bliver optakt til BDM’s engagement i landet. Og i juni 1993 for 30 år siden var Ankjær Poulsen, missionssekretær i BDM, med til at starte den første søndagsskole i Albanien.
Risikerede mindst 7 års fængsel
Det var banebrydende i et land, hvor al religion tidligere var forbudt og kristne, muslimer og andre troende risikerede mindst 7 års fængsel, hvis de blev taget i at bede, læse helligskrifter eller holde gudstjeneste.
– Det var strengt diktatur. Det mindede om det, vi kender fra Nordkorea nu. Enhver form for religion blev forbudt ved lov i 1967, og det betød, at alt i det land, der havde religiøs betydning, skulle udryddes. Og når jeg siger alt, så var det alt, fortæller Ankjær Poulsen og fortsætter:
– Jeg har hørt mange forældre sige, at de var mest bange for, at deres egne børn skulle tale over sig. For de blev spurgt i skolen: Hvad laver I hjemme i huset hos jer? Og hvis der kom noget frem, som mindede om noget religiøst, så blev de forældre arresteret uden rettergang.
Brug for en ny pædagogik
Men i begyndelsen af 1990’erne begynder Albanien at åbne sig, og landets ambassadør i Stockholm henvender sig til Ankjær Poulsen, der dengang var generalsekretær i Dansk Europamission, om at få undervisningsmaterialer, der var fri for propaganda.
– Han boede hos mig nogle dage, og vi fik os en god snak. Det var man meget om at gøre, at de albanske lærere blev introduceret til en ny pædagogik. Og vi blev enige om at samle erhvervsledere, fagforeningsledere, politikere og organisationsfolk for at fortælle om de nye muligheder i Albanien. Og jeg den idé at invitere albanere til Danmark for at se det danske skolevæsen.
Her valgte de albanske myndigheder valgte blandt andet at sende en skoledirektør og en universitetslektor fra hovedstaden Tirana. Især sidstnævnte vakte Ankjær Poulsens interesse:
– Jeg får med det samme øje på Viola i Københavns Lufthavn, da hun kommer ud fra gaten med et stort trækors udenpå sin frakke. Det var et signal til mig!
Skjulte sit kors i væggen
Trods sprogbarrierer blev de enige om, at der var behov for søndagsskoler og børneklubber i Albanien. Viola delte tankerne med sin svigerinde Vjolca, som kontaktede Ankjær Poulsen og bad ham komme til Albanien.
– Hun ringede og sagde: ”Jeg er Vjolca, jeg er fra Albanien, og jeg er kristen. Jeg vil gerne snakke med et andet kristent menneske. Kan du komme til Albanien?” Hvorfor dog det, svarede jeg. Er der ikke andre kristne i Albanien du kan snakke med? ”Nej,” sagde hun, ”jeg har ikke fundet nogen.”
Det var situationen dengang. Man holdt sin tro hemmeligt.
– Jeg talte senere med en ældre dame, som fortalte, hvor svært det var for hende at praktisere sin tro. Hun var en hengiven kristen og holdt sine andagter hver eneste dag, morgen og aften. Hun havde et krucifiks stående i sit hjem lige dér, hvor hun holdt andagten. Men det måtte hun skjule ved at mure det ind i væggen, og nu sad hun på en stol og holdt sine andagter foran den væg hele den kommunistiske tid igennem.
’Gør noget for børnene!’
Men nu var der kommet andre boller på suppen, og Ankjær Poulsen fik mulighed for at starte børneklubber og søndagsskoler, et arbejde, der i dag er vokset til seks menigheder og et stort socialt arbejde blandt fattige og udsatte.
Ankjær Poulsen besøgte Albanien omkring 20 gange i alt. Den første børneklub begyndte i Vjolcas hjem.
– Da jeg besøgte Albanien første gang, sagde hun: ”I er nødt til at gøre noget for vores børn. Den voksne generation er ødelagt inde i deres hoveder af propaganda. Men gør noget, for at vores børn får en anden tilværelse!”
– Og derfor blev vi enige om at lave kristne børneklubber. Men hvem skulle lede dem? Så jeg sagde til Viola og Vjolca: Kan I selv? Jeg var lige ved at blive tungen af mig selv, for de vidste jo intet om kristendom. Men Vjolca er svagstrømsingeniør og fik installeret en telefax, og så kunne jeg hjemme fra Danmark lave oplæg til børnemøder. ”Men det er kun til inspiration,” sagde jeg. ”I skal gøre det på albansk vis.”
Den bedste fødselsdag
Nu var de klar til det første børnemøde i Vjolcas og Eduard Marci’s hjem dengang for 30 år siden.
– Der var otte børn. Vi sang, bad og fortalte bibelhistorier. Og så fik vi et stykke chokolade og en sodavand. Det var så rørende! Børnene sang af hjertens lyst. De var hurtige til at få lært de enkle sange.
– En lille dreng på 8 år fulgtes med os hjem, fordi hans mor var ikke med der den aften. Pludselig siger han: ”Det er den bedste fødselsdag, jeg har haft!” Og så svarede Viola: ”Du er velkommen til at komme hver mandag aften til møde!” Og så sprang han alt det han kunne hjem, mens han råbte: ”Jeg skal hjem og fortælle det til min mor!”
– Sådan virker Helligånden! slutter Ankjær Poulsen.
Lyt til hele samtalen på www.bdm-dk.dk/podcast.